Han spørger, om der er noget galt. Og jeg siger nej. Der er ikke noget galt med os to, jeg elsker ham. Og når vi har sagt farvel, straffer jeg mig selv. Der er ikke noget galt med os. Der er noget galt med mig. Det er ikke os, det handler om, det er mig.
Jeg sov længe i dag. For første gang i hundrede år - sådan føles det i al fald. Vågnede halv tolv og var ikke udhvilet. Ville bare ligge og ikke vågne op til denne hverdag.
Jeg er stresset til døde. Og jeg er så usikker på, hvad pokker det er, jeg foretager mig. Jeg tror, jeg overvurderer mig selv i takt med, at jeg ikke tillægger mig selv nok værdi.
Jeg har overvejet at tage orlov. Men det bliver nok ved overvejelserne. Overvejede at rejse til Vietnam til mine forældre og tilbringe et halvt eller et helt år hos dem. Men det ville bare være at udskyde helvede. Og jeg vil, jeg VIL, igennem det. Jeg springer ikke fra denne gang. Ikke skuffe mig selv igen.
Mit hovede er tungt - og appetit har jeg ingen af. Og der er hele tiden øjeblikke med tårer, der presser på, men de når ikke længere end til at spærre mit udsyn. Mine kinder er tørre. Mine læber gør ondt af kulden.
Jeg kan ikke græde - og alligevel føles det som om, at det er det eneste, der kunne lindre smerten ligenu. At kunne græde. At kunne give slip. Men jeg kan ikke. Må holde fast og holde mig selv på rette spor.
Nej, det handler ikke om os, skat. Og nej, jeg har ikke mødt en anden. Og ja, jeg elsker dig. Din tosse.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Lørdag med angst og tårer er publiceret
23/11-2002 17:55 af
Engel.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.