Det er fredag morgen. Langfredag. En af de vigtigste datoer i forbindelse med vores religion… Jesus… Jeg tror sgu ikke rigtigt på det der. (og for nu lige at sætte det på plads, så er jeg kristendomslærer).. Det er en myte – en ganske glimrende myte. Forfatteren af den må da være stolt. Tænk at have fundet på en sådan historie – som nu, mange, mange, mange år senere – stadig fortælles og kendes af alle. That’s quite an accomplishment!
Religion. Hvad skal vi egentlig bruge det til? Det er roden til meget ondt her i verden. Tænkt at sådan en ting er så vigtig for nogle mennesker, at de vil dø for at forsvare den religion, de nu har valgt at tilhøre. Og her er ingen religion bedre end den anden. Kristendommen kan sgu være lige så forfærdelig og fordømmende som alle andre. Vi er ikke bedre!!
Jeg kan huske, at jeg, da jeg havde kristendom på linje, spurgte min lærer, hvad det vil sige at tro. Og hvad vil det sige at tro? Jeg ved det stadig ikke. Er det en overbevisning? Vælger man for sig selv at sige ”jo, der findes sgu en gud, som kun vil mig det godt”. Og så overbeviser man sige selv om det? Eller er det en følelse, man har inde i sig selv? Kan man bare mærke sådan en strømning af tryghed, når man tænker på ordet Gud? Jeg ved det simpelthen ikke. Uanset hvad, så gør det ikke noget ved mig. Så man kan spørge, hvorfor har nogle troen og andre ikke? Hvorfor tror jeg ikke? Hvorfor har jeg ikke den der tillid til Gud?
Who knows. Men jeg har da i det mindste tillid til verden. Jeg tør godt gå uden for en dør uden at tro, jeg ikke vender tilbage. Jeg har tillid til mine medmennesker – at de ikke vil mig noget ondt. Jeg har tillid til mig selv. At jeg nok skal gøre mit til, at verden bliver et bedre sted for andre mennesker – og for mig selv.
Er jeg så religiøs? JA, det er jeg da! Jeg tilhører bare ikke en religion. Men de to begreber skal også skilles ad. Jeg er religiøs – for jeg søger efter livets mening. Jeg stiller mig selv og andre livets store spørgsmål; Hvorfor er vi her, hvor skal vi hen, hvad er meningen og hvad sker der, når jeg dør. Jeg stiller mig selv disse spørgsmål, og selvom jeg har ét svar den ene dag, så er jeg nødsaget til at stille mig det selv samme spørgsmål igen snart, for svaret kan ændre sig for dag til dag.
Men jeg kan ikke så godt lide religioner. Jeg kan i hvert fald ikke lide det faktum, at der er nogle mennesker, der forsøger at overbevise andre om, at det svar de sidder med, er det eneste rigtige og alt andet er forkert. Og de vil gøre alt for at få deres overbevisning frem i verden. Er da sikker på, at religion er godt for noget – hvis nogle mennesker finder trøst i det, så fred være med dem. Men de kan fandeme også farlige. Måske skulle vi afskaffe religioner? Eller måske skulle vi bare se at få gjort noget ved uvidenhed og fanatisme. Egentlig er det vel disse to begreber, der er de allerfarligste? Menneskelige egenskaber som kan skabe så meget ubalance i vores verden. Men kan man nogensinde slippe for dem? – hvordan gør man det?