Har lige et øjeblik til at skrive. Eller dvs. Jeg ved jo faktisk ikke hvor længe jeg har. Men nu prøver jeg...
Kæresten er gået i seng. Han skal op kl 2 og på arbejde.
Den lille er lagt i seng. Men da han er syg vågner han grædende op med jævne mellemrum...

Min søster og hendes mand kom hjem fra USA idag, og da vi skulle hente dem tidligt i lufthavnen tog vi ind til dem igår og overnattede der.
Vores søn havde godt nok været en anelse sløj/pylret i løbet af dagen og hostede noget. Men han blev alligevel lagt i seng, og faldt hurtigt i søvn.
En times tid efter hørte jeg ham hoste temmelig meget og min kæreste gik ind for at se til ham.
Et øjeblik efter kom han tilbage med ham på armen og sagde at vi skulle afsted til skadestuen med det samme.
Vi skyndte os ud i bilen og fik ringet til vagtlægen.
Efter en del omstillinger og forvirring (Da vi jo ikke var hjemme i vores egen kommune) kom vi endelig igennem og fik af vide at vi bare kunne komme med samme.
Vi kørte derud og på turen faldt den lille heldigvis noget mere til ro. Han sad på skødet af mig og min kæreste kørte.
Han var vidst gået i panik over at han ikke kunne trække vejret og så var det bare blevet endnu værre.

Da vi kom ud til vagtlægen kunne vi heldigvis gå lige ind, og dommen lød på at han havde lungebetændelse og falsk strubehoste. Så han skulle på penicillin med det samme og sove oprejst.
Hmm! Lidt svært. Men han skulle så sove mellem os, så vi kunne sørge for at han ikke vendte sig om. Det blev en hård nat.
Eller, dvs. det blev nogle hårde nætter. For så hurtigt hjælper penicillin jo ikke. Og han sov stort set ikke i de næste tre nætter - og det gjorde jeg jo så heller ikke...

Tror virkelig det er enhver mors (og fars) mareridt at ens barn bliver så sygt at man ikke ved hvad man skal stille op..