Det var hårdt i går hos min mor - men samtidig var det også enormt smukt. Og jeg har det rigtig godt i dag.

Jeg fik et chok da jeg så hende...Så lille og tynd og blå over det hele. Hun ligner en gammel dame.
Hendes øjne er kravlet helt ind i kraniet på hende, og på hendes krop er der nu kun knogler og løs hud tilbage.
Huden er blå af indvendige blodsprængninger,buler ud af nye kræftknuder, eller gul efter sprøjter....

Da jeg gav hende et knus, var jeg ved at bryde sammen. Kunne kun mærke rygrad og knogler.

Vi kom først rigtig i gang med at snakke dybt, da min mor begyndte at græde.
Hun græd ikke fordi hun selv skal dø.
Hun græd ikke fordi hun havde smerter...

Hun græd fordi hun syntes det var så synd for Camilla og jeg at vi nu ikke havde hende med til vores bryllup, til næste jul,næste fødselsdag, til at ringe efter hjælp på opskriften af god sovs - eller for andre råd en mor bare er det eneste der dur til.

Jeg holdt om hende og begyndte selv at græde.
Lovede hende at Camilla og jeg nok skulle klare os. At vi virkelig var tætte og hjalp hinanden. At vi ville gøre det igennem det her - og igennem alle de andre problemer livet uden tvivl ville stille os over for.

Så sagde jeg at jeg var ked af at jeg havde været sådan en håbløs teenager. At jeg godt vidste jeg havde påført familien - men især hende - meget smerte gennem tiden.
Men at jeg håbede hun havde tilgivet mig, og godt kunne se jeg var en anden nu.

Hun fortalte at hun ville være der for os alligevel, efter sin død.
At hun om dagen ville sidde på sin sky og se ned på os.
Og om natten ville hun sidde på den stjerne der lyste aller mest op.
Når vi så på den, kunne vi tænke; "Der er min mor"

Pludselig troede jeg 100% på himlen, og alt det, jeg ellers altid har været lidt skeptisk omkring.

Jeg sagde hun skulle hilse Abelone!
Og at jeg om et halvt år ville besøge en clairyoiant.
Hvis hun havde muligheden, skulle hun komme "ned" der´..
(Jeg VED godt det her lyder way out, men det virkede bare så rigtigt at sige lige der´... Og hvis ikke jeg tror på vi får kontakt igen, hvordan skal jeg så ellers kunne klare tanken om at hun snart ligger på bunden af en kiste!???!)

Jeg viste hende det digt KennyHawk herinde fra har skrevet om hende, og hun læste det igen og igen.
Tilsidst spurgte hun om jeg ikke kunne printe det ud, så hun kunne gemme det.... :-)

Vi snakkede om begravelsen. Det var så surrealistisk at sidde og plænligge hendes begravelse mens hun sad og var MED til det!
Vi fandt det tøj frem hun gerne ville begraves i, hvilke aviser dødsannoncerne skulle i - og hvilke salmer der skulle spilles hvornår...

Da min far kom hjem, forsøgte jeg bare at glemme krigen.
Det samme gjorde han.
Og jeg, min mor og min far havde en rigtig rigtig rigtig dejlig aften sammen!
Det var så fantastisk. Så idylisk rigtigt og rart.

Hun har stadig sit gode humør. Trods alt det her fuck, fyrer hun stadig jokes af.
Er kæk, små-flabet og ironisk på samme måde som hun altid har været!

Hun fortalte små grinede at hun bad til gud hver aften "Bare en uge til.. Nej - bare 14 dage til!"
Tror selv hun føler sig lidt fjollet ved at være blevet så troende. Men det er ikke fjollet.
Jeg smilede, og sagde at jeg da gjorde det samme hver aften inden jeg gik i seng.
Men at hun måtte huske på, at når hun døde, var det jo fordi hun havde så mange smerter at hun alligevel helst ville have fred.

"Jeg er bare så ked af, at jeg gør alle andre så kede af det pga det her" svarede hun.
Jeg var lige ved at stor tude igen.
Hvordan kan kvinden havde så meget overskud at hun tænker på ANDRE dagene op til hun skal dø.

Jeg tog en dyb indånding, og fik sagt;
"Jamen mor, det er jo fordi alle holder så meget af dig. Grædene kom du til verden, mens alle andre smilede. Lev dit liv således at du kan tage herfra med et smil, mens alle andre græder... Det er jo det du gør.. Altså bortset fra du ikke smiler, men du ved hvad jeg mener..."

Hun nikkede forstående, og jeg kunne se hun tænke over det.

Jeg ved ikke om hun stadig er bange for at dø.
Hun havde en præst hjemme for at tale med hende i går, og det tror jeg hjalp hende meget.

Det virker som om hun er klar til det, men håber på et mirakel. Som alle vi andre...
Men miraklet kommer ikke. Det gør kun tiden. Snart...