Det er sjovt, at det kun næsten får mig til at græde. Røvhul, tænker jeg, mens jeg lidt febrilsk leder efter digtet. Hvad var et nu, det hed? Det var der da, sidst jeg var inde og se, om han havde skrevet mere... Et år er gået - og nu har han slettet det. Det var det sidste digt, han skrev. Et digt til mig. Det strålede af glæde over, at vi var blevet kærester. Og nu er det slettet. Er det så svært at tænke tilbage på mig, at jeg skal slettes fra hver en lille del af hans fortid?

Sidder i natten og nyder ensomheden. Er sentimental for tiden. Nok fordi jeg har mødt en, der godt kunne gøre mig glad - og så skal alle minderne fra fortiden op og vende og bearbejdes.

Hvis bare jeg vidste, hvorfor det er slettet. Og hvis bare jeg vidste, at han er okay. Og på den anden side, så er det jo ikke mit ansvar mere. Men han var den første, der skrev et digt til mig. burde have skrevet det ned. Nu er det væk.