Der er noget, der siger mig, at hvis jeg ser mig over skulderen i morgen, vil jeg fortryde.

Han stod der foran mig og erklærede mig sin kærlighed, jeg sagde bare, at han ikke vidste, hvad han sagde, jeg sagde bare, at han tog fejl. Han stod der, åben og sårbar - og jeg foragtede ham for at være åben og sårbar. Og jeg så ikke, at han gjorde det for mig.

Jeg gik hjem. Og hjemme er jeg. Tankerne flakker, jeg var ham ikke tro, men han har ingen ret til min troskab. Og det var bare en fjollet leg, jeg ville lege. Jeg ville bare føle livet i dag, endnu en dag. Og måske skal jeg bare se, at det hele er en leg. Og se, at det er det ikke for ham. Der er stille nu, han svarer ikke. Og jeg ved ikke hvorfor - og jeg ved det alligevel. Ingen ord kan forklare, men jeg ville ønske...

Jeg skrev til min bedste ven, at det var et mareridt, at jeg havde indset, at jeg ikke kunne lade mig elske. han svarede bare ja. Han vidste. Jeg savner ham ligenu, hvor jeg går mod min grav af en seng. Og jeg lægger mig der og ønsker morgendagen bort.