Hele mit liv, set fra min egoistiske vinkel..

Det 1. jeg kan huske er at jeg smadrede et mit vækkeur ved et uheld, og var så ulykkelig over dette, at jeg gemte det i bunden af mit tøjskab.
Dette endte selvfølgelig med at blive opdaget i løbet af få dage.

Det næste er efter vi er flyttet, hvor jeg husker glæden i mig ved at rende rundt med min hund i huset. Husker også fra det hus at jeg lå syg, og mor købte en sparegris, som egentlig i ½delen af flasken var et flaskeskib. En 3. ting jeg husker fra det hus, var at jeg var syg, og mor og jeg begge lå ovenpå i deres seng og spise isbåde, og min hund var også i sengen - noget den ellers ikke måtte (men alligevel altid gjorde i min seng).

Det næste mærke i min "dør", er igen efter et flyt. Husker at far tysser på mig, for der må SLET ikke tales når han ser nyheder i tv. Det var tilbage i 81 ca. og der var vist ikke ret meget andet end DR.
Vores hjem var sjovt, for der var en gang, og derfra var ligeud et køkken og bag der fars rum til ?!, og ved siden af det rum, et køkkenskab af "den gamle slags".
Hvis man fra gangen i stedet for gik til venstre var der mit værelse, derefter soveværelset og så stuen.
Man gik altså igennem mit og soveværelset for at komme til stuen da der ikke var nogen gang der.
I mit værelse (til højre / forenden når man kom fra gangen) var der en mørk gang med et skab, og så man til venstre (forenden) var der døren til badeværelset.. En af de tynde "lange" bakind-versioner, med brusekabine bagerst. Heller ikke her var der noget vindue.

Nå, men jeg sad altså på mit værelse og lavede lektier, og far blev sur over at mig og mor talte (om det) fordi han så nyhederne på DR. F*** ham. Men husker de var uvenner, og at mor også denne aften læste nathistorie og bagefter talte vi.

Lillebror kom til verden, og mit værelset blev vores værelse.
Jeg startede i skolen og alt var godt. Tidl. gik jeg i børnehave hvor alt også var godt.
Da bror var ca 2 år finder de ud af at han er syg, og et års tid senere en sygdom mere til ham, samt at jeg har den.
Imellemtiden bliver søs født, og vi flytter til Bornholm.
Jeg går i skole og alt er stadig godt. Er indimellem på hospitalet for at blive undersøgt.
I 86 brænder længerne i vores nedlagte gård ned. Og 1. dec 1986 flytter vi atter til en ny by.
Fra dag 1 i den nye skole går det galt.
Jeg er langt foran dem (det var jeg også sidste gang vi flyttede) men er ikke opmærksom på det. Sidder og skriver skråskrift som jeg har brugt i 2 år. De andre er lige gået i gang med at lære at skrive sammenhængent.
Drengene er imponerede, pigerne er….. misundelige?!
Nå, men uanset hvilken klasse på den skole jeg var kommet i, ville jeg være 5. pige :(

Jeg leger med en i den klasse, men det er mere hendes mor der bestemmer at vi skal end os selv.
Siden den dag i december, har jeg ikke haft veninder i skolen, men derimod været alene og udenfor.
Blev ikke moppet, men mere overset og ignoreret.
Jeg var klar over at var man for god var det en fejl. Fejlede man blev man også moppet og drillet. Udtal et ord forkert og den stod i 14 dage på drillerier. Lærte hurtigt at undlade at sige noget i timerne. Lærte at lave mine lektier og aflevere dem, men ellers være stille.
Desværre var jeg lærernes kæledægge.

8. klasse skulle vi flytte til ny skole, og naiv som jeg var, håbede og stolede jeg på at alt skulle blive bedre. Glemte bare at de andre i klassen gik til sport (måtte jeg ikke pga. mit handikap) med de nye, og derfor allerede kendte hinanden. Nederlag igen.. Ingen venner som håbet - om det var mig der var blevet "forkert" eller fordi de kendte hinanden for godt de andre, ved jeg ikke.

Så kom gymnasiet.
Listen kom ud, og jeg skulle gå med 2 af drengene, og ellers kendte jeg ingen ca.
Glæden var stor, for drengene kunne jeg med, og alle var nye for hinanden - troede jeg.
Jeg gik ikke til sport, gik ikke i byen - og det bliver der ofte lagt vægt på i gym.
Så var alene og ikke med venner. Måske var jeg på dette tidspunkt allerede så såret og derfor selv skyldig i det. For turde måske ikke…..

I 96 startede jeg på Højskole. Stor glæde igen.
Men blev snart afløst af afmagt.
Fandt "venner", men lige inden afslutningen viste det sig at visse af dem ikke kunne lide mig, men var "venner" da de fik kørelejlighed.
De andre ringede og skrev jeg med, men endte hurtigt med at de aldrig ringede igen, og til sidst stoppede jeg. De var åbenbart ikke interesseret.

Mine eneste "venner" var nu kærestens. Da vi gik fra hinanden viste det sig atter at det var høflighed og ikke venskab der var til mig.

På'en igen.
På nettet kom jeg og fik mange netvenner - i dag taler jeg med blot 1 af dem på nettet…. Og er det netvenskab eller høflighed??
Kærestens venner er måske mine venner??? Eller er de?? Tør ikke tro på de kan li mig. Tror mere på at de er høflige. Deres kærester er høflige, for det er man jo…

Jeg tør ikke længere knytte mig til nogle, ved ikke hvordan jeg får venner…
Tør ikke tro på at de kan lide mig, tror mere det er høflighed.
For hvad kan man med mig??
Shoppe tøj er nederlag for mig og jeg hader det..
Se på tøj er pinsel, for altid skal det ændres. Og kan ikke gå i det jeg ønsker.
Går ikke til sport så der kan jeg ikke følges med.

Jeg hader mit liv, og kan ikke se mig ud af det. Hvad er der galt med mig??