Ja som nogen måske har lagt mærke til - og som andre har været pisse ligeglade med... Så er det efterhånden noget tid siden jeg sidst skrev.
Måske har jeg en form for skriveblokering... Eller måske har jeg bare mistet lysten (måske midlertidigt?)...
Måske er jeg bare træt af manglen på feedback på det man skriver.
Måske er det bare mig der har misforstået konceptet. Men er det ikke meningen at man skal skrive for at få feedback på forskellige ting?
Jeg synes det er deprimerende at der er så få mennesker herinde der gider tage sig tid til at kommentere ens tekster.
Det lader en tilbage med en underlig følelse... Okay jeg kan se der er 100 der har læst mit indlæg... Hvorfor er der så ikke EN ENESTE der har kommenteret det??
Er det fordi indlægget var røvsygt og til at brække sig over? Eller er det fordi folk bare er møgegoistiske og ikke gider bruge 5 minutter på at oplyse en om at det er noget bavl man har liret af?
Eller er folk for flinke (??) og vil ikke skrive sandheden hvis de ikke kan finde noget positivt at skrive??

Nå, men jeg er da ikke for god til at smide en kommentar efter folk når jeg har læst dagbog... Gør jeg det ALTID?? Nej, men jævnligt! Og jeg går stærkt ud fra at folk der skriver herinde er forberedt på både ros og ris....

Nå men til min lille historie...
Da jeg skulle hjem i torsdags - som jeg som regel skal når jeg har fri fra arbejde...
Beslutte jeg mig for at stå af bussen nogle stop før og gå den hyggelige tur hjem gennem mosen.

Vejret var perfekt og jeg havde ingen indkøb at slæbe på. Så havde jeg nemlig ikke gidet...
Da jeg var nået en halv kilometer skulle jeg forbi en sø. I den sø bor en svane familie. Og de havde lige i dette øjeblik besluttet sig for at de skulle ligge og slappe af halvt inde på cykelstien. Den cykelsti jeg skulle gå på. Ved siden af cykelstien var der et dejligt stødhegn, så muligheden for at gå udenom var der altså ikke...

På stien lå altså to voksne svaner (eller rettere den ene stod op) og nogle af deres omkring 10 unger. Som er ligeså store som de voksne svaner, men bare stadig grå.
Jeg gik jo almindeligt hen af stien (hvad skulle jeg ellers gøre? Vende om og gå en tur på 3-4km ekstra - I don't think so!) da jeg var en 5-10 meter fra flokken vendte den stående svane sig mod mig og begyndte at hvæse af mig. Jeg stoppede op og gik et par skridt tilbage mens jeg overvejede mine muligheder...
Hmm... ikke ret mange at vælge imellem.
Der var ikke mulighed for at knække en gren af et træ til at holde svanen på afstand med, og først sikkert hjemme kom jeg i tanker om min paraply i tasken som jeg måske kunne have brugt...

Min eneste mulighed var så at fortsætte ligeud af stien (da jeg NÆGTEDE at gå tilbage hvor jeg kom fra) da jeg igen nærmede mig flokken hvæsede svanen igen og begyndte at gå hen mod mig. Jeg stoppede op - overvejede igen mine muligheder.
Men jeg må indrømme at jeg ikke turde fortsætte forbi flokken.
Diverse skrækscenarier fløj gennem mit hoved.
- Svane brækker menneskes arme med sine stærke vinger.
- Svane bider menneske til blods.
- Svane flyver op og basker menneske halvt fordærvet.
- Svane får hjælp af sin flok til at angribe menneske.

HJÆLP!

Sådan nogle sataner (som jeg normalt synes er prægtige dyr) er jo pisse stærke....
Jeg gik lidt mere baglæns mens jeg håbede der ville komme en cyklist forbi så svanerne ville blive bange. Men nej, ingen hjælp til mig på den måde...
For ikke at stå hele dagen og vente på at prinsen på den hvide hest skulle redde mig fra den farlige dræber-svane (Øhmm host host) måtte jeg jo forbi dyret.
Jeg gik resolut fremad igen (for tredje gang) da svanen igen begyndte at hvæse, og denne gang var jeg nok kommet for tæt på for den begyndte at gå hen mod mig med hastige skridt.
At jeg bakkede lod ikke til at formilde svanen. Den fortsatte hen mod mig mens den pustede sig op og hvæsede.
I ren panik (vil ikke dø allerede, og ikke fordi jeg bliver maltrakteret af en svane) måtte jeg kaste mig ned på jorden og rulle ind under stødhegnet på folden. I sikkerhed bag hegnet kunne jeg rejse mig op og børste det værste jord af mig.
Svanen stod med et forbløffet udtryk i ansigtet (Okay det var nok at gå over stregen).
Stille og roligt gik jeg en stor bue ind over folden og ned i den anden ende. Hvor der heldigvis var led på hegnet så jeg ikke skulle rulle igen...

Jeg lever overraskende nok stadig... :-)