Jeg har ikke nemt ved at koncentrere mig, må jeg sige. Det er lige meget hvor meget jeg prøver. Det bliver højst 5min. ad gangen. I skolen kan jeg. Det er ikke så svært, lytte, skrive, lytte. Det er når jeg sidder hjemme. Der er så meget LARM. Der er aldrig RO. Ønsker bare lidt ro. Så jeg kan tænke på lidt andet end mine problemer, slippe lænkerne. I skolen glemmer jeg dem. Jeg har ondt i hovedet, men det er også det eneste. Alt det andet generer mig ikke. Det er kun når jeg er hjemme. Det kribler i hele kroppen. Små mider der bider sig fast i min hud. Indefra og udefra. De bidder i alt. Og det gør ondt. Ondt som bare helvede. Når jeg er alene kan det godt gå væk. Få sekunder ad gangen. Men det er sjældent. Når hun taler, så gør det ondt. Hun får mit had til at skumme over, som tjære i en beholder. Angerfuld og tom. Hvid indeni? Har været det. Ved jeg har været det. Smuk som sne. Nu føler jeg mig sort. Sort som en solsort på en hvid snefyldt dag. Tung, stor og fed. Sneen blid og smuk- dalende, langsomt ned, fra himmelen. Så let, så let. Smeltende i hånden på et hvert levende væsen….undtagen mig