Hvor er det typisk, at når man kan sove så længe man orker, så vågner man op og er totalt frisk kl. 9 om morgenen! Ihh..

Det er måske ikke giga mærkeligt, for jeg faldt i søvn ved 22-tiden i går :P

Det går ikke særligt godt for tiden. Jeg har det dødhamrende mærkeligt. Jeg er fandens utryg, lidt paranoid og jeg føler mig på en måde alene i verden.

Det er virkelig stygt at have det sådan her. Jeg orker ikke særligt meget, og slet ikke at være sjov. Jeg prøver at vende spotlyset hen på alle andre mennesker, efter jeg har været i spotlyset 24/7 i 4 måneder...

Jeg gider ikke at gå på højskolen mere, og jeg har ikke rigtig mod på at komme videre.
Jeg føler grim, uduelig og uønsket.
Hvordan skal jeg klare at komme i gymnasiet med de følelser jeg har lige nu?
Jeg skal opbygge mig et nyt liv i en ny by, og jeg skal have et job og få nye venner - det bliver hårdt, og som jeg har det lige nu, så er jeg ikke i stand til at klare det.

Jeg har haft op- og nedture tidligere i livet, men jeg synes, at jeg har haft optur på siden december sidste år, og nu er det pludselig slut.
Der er gået så lang tid, at jeg ikke kan huske hvordan jeg plejer at have det, hvor længe det står på og hvordan jeg skal tackle det.

Jeg har lyst til at græde, men jeg tør ikke begynde! Jeg er så bange for, at jeg ikke kan stoppe igen.
Jeg tager afstand til mine følelser, og jeg kan mærke, at jeg måske er ved at opbygge noget ubehageligt inden i mig.
Kan jeg droppe min facade?!

Jeg vil ikke tabe hovedet helt foran mine venner.
De ser mig som den sjove pige, og hende der lytter til deres problemer, men ikke som en der selv har problemer, hun ikke kan løse.

Jeg har været gennem meget i mit liv, og det betyder, at jeg altid kan fortælle dem om mine erfaringer, når de kommer til mig med et problem.

Jeg kan ikke vende 180 grader og sige, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved det hele. Jeg kan ikke droppe facaden og fremstå som usikker!

Måske skulle jeg fortælle det til min mor? Men jeg er bange for at gøre det. Hun har taget rigtig meget afstand til mig i løbet af den sidste uge, og jeg tror helt ærligt, at det er fordi, hun har lugtet lunten, og at hun ikke vil bekende mit problem og tage stilling til det.

Nu er jeg tom for ord og gisninger på hvordan omverdenen ser mig lige nu??

Jeg kommer ikke på mere lige nu, uanset hvor længe jeg stirrer ind i skærmen, så jeg rykker videre til noget andet, der går mig på.

Jeg har taget 7 kilo på, siden jeg kom hjem fra USA. Jeg kan ikke se det, når jeg kigger mig i spejlet, og jeg har ikke problemer med at passe mit tøj, men vægten er +7 kilo uanset hvad jeg ikke kan se og mærke.

Det er bare så uvirkeligt. I starten af mit højskoleophold dyrkede jeg fandens meget sport, men jeg tog alligevel på, nu er jeg begyndt at vælge andre fag end sport, både fordi de sportstilbud, der er lige nu ikke siger mig noget, men også fordi det altid er de samme mennesker, der vælger sportsfagene, og jeg vil gerne have fag med andre mennesker også...

Realiteten er, at jeg ikke dyrker sport i sammen grad mere. Jeg har spist ret usundt på det sidste, det ved jeg måske godt, men jeg tager stadig bare på i samme rytme.

Det er så latterligt, for jeg har virkelig haft et slik flip den sidste uges tid. Jeg har spist slik cirka hver anden dag - og det er jo sindssygt!

Men det forklare alligevel ikke, hvorfor jeg tager så meget på, for et slik-drama i en uge, er ikke en forklaring på, hvorfor jeg har taget på de sidste 5 måneder, vel?

Jeg kan bare ikke overskue, hvordan jeg skal gøre noget drastisk ved det, mens jeg går på højskolen, men heldigvis er der kun 1.5 måned tilbage, så jeg dør nok ikke af fedme, før jeg slutter. (Heh!)

Jeg håber, at jeg får et energi boots, når jeg stopper, og på en måde så tror jeg, at det er realistisk, at det sker. For jeg ved, at alt det virvar og den usikker, jeg oplever op højskolen, tager hårdt på mig og æder min energi op!

Jeg har overvejet at stoppe på skolen. Men jeg tør ikke tænke tanken til ende, for så skal jeg tage nogle store beslutninger, som måske ikke er nødvendige.
Jeg skal involvere min mor, vennerne og skolen - og det vil tage så lang til, at jeg måske kun har en sølle måned tilbage deroppe, når jeg endelig kan stoppe.

Der er alligevel bare mange, der stopper i utide.!

Ej, det er vist ikke umagen værd, medmindre det måske bryder mig lidt ned psykisk at gå der...?
Det er jo min hverdag, og jeg har fået det meget dårligere psykisk i løbet af den seneste måned, så måske tager det for hårdt på mig?

Jeg ved det squ ikke..

(20.36)
Jeg sidder og ser Krummerne i TV. Tænk engang! Sidst jeg så Krummerne, må være maaange år siden, i hvert fald så synes jeg at Krumme var en stor dreng, og at Stine og Per var voksne!
Krumme er meget yngre, end jeg husker ham, og Stine og Per er kun 14 år gamle! De er jo også bare børn!

Jeg er forvirret omkring hvorvidt jeg er 100 % til fyre. Det tror jeg måske, at alle teenagere er på et tidspunkt i livet.
Jeg går rundt og siger, at jeg gerne vil blive forelsket i en pige, for jeg tror, at det ville være meget mindre kompliceret på den måde, men det er bare aldrig sket.

Jeg bliver bare ikke forelsket i piger, vi bliver bare veninder. Drengen derimod kan jeg hurtigt blive fascineret af på en helt anden måde - selvom det er lang tid siden, jeg har været ordentligt forelsket, jeg er kun fascineret af dem!

Men en pigekrop er bare så meget mere erotisk end en mandekrop. Jo, jeg synes også at en god overkrop er fantastisk, men en kvindekrop med alle dens former, brysterne og det lange hår - det er et kunstværk!