Jeg har været igennem en grov periode med min mor. Jeg er flyttet ind til min nabo, hvor jeg bor sammen med min kæreste. Der har jeg boet i 2 mdr. nu, og det går rigtig godt. Min mor havde svært ved at accepterer at jeg behøvede tid og plads, men det går i den rigtige retning.
Jeg er ved at fylde sytten, en dag er jeg syvogtreivede og jeg vil stadig være min mors datter, men hun skal bare lade mig leve mit eget liv, ellers er hun ligepludselig ikke en del af det mere.

Jeg er lige kommet hjem fra Ærø, hvor jeg var nede og besøge min far og storebror, sammen med min kæreste, i det gamle hus. Jeg besøgte min dejlige veninde sanne, som jeg underligt nok er ved at vokse fra (Jeg er ligepludselig 5 cm. højere end hende). Hver gange jeg tager tilbage til den ø, har jeg det som om jeg tager tilbage til mit gamle liv. Det var alligevel rart at vise Rene hvor jeg er vokset op og har levet. Vi var ude og ride sammen langs vandet, på min mors gamle hest Libia. Det var så dejligt, skønt mine lår stadig gør fandens ondt (Undskyld).
Min kæreste kan slet ikke mærke noget, det er lidt unfair da det er mig der har redet i 10 år, og ham der aldrig har siddet på en hest før.
Meeen sådan er det, det var en dejlig oplevelse.

Jeg var til fest i går med min ven Thomas i København. Det var fedt at komme lidt ud, i stedet for bare at sidde herhjemme og stene.
min kære kæreste kom og hentede mig klokken 02.00.
Thomas blev igen træt af det hele, og jeg er ked af jeg ikke kan hjælpe ham. Han burde have en psykolog at snakke med, når der nu ikke er nogle af hans venner der gider.

Jeg elsker virkelig min kæreste, jeg er ked af vi ikke snakker så meget sammen. Jeg tænker for meget, og siger for lidt. Ting jeg burde sige, får jeg ikke sagt. Det er røvet af mig, virkelig. Det er den mand jeg har lyst til at være sammen med til døden smækker mig en i graven, tramper på mig og siger det har været en fornøjelse. Jeg nyder mig liv med ham, men jeg behandler ham ikke særlig godt. Han fortjener at vide alt, hvad der foregår i mit hoved, men det er så svært at sige.
"Når jeg kigger på dig, tænker jeg på at jeg nyder hvert et øjeblik med dig. Jeg suger dig ind i mig, af frygten for at hvert øjeblik med dig kan blive det sidste.
Jeg er bange for at miste dig, den dag du ikke gider ha mig mere. Jeg har mistet så meget, hestene, barndomshjemmet, de trygge mure, forældrene, fremtiden, min bedste veninde. Alt hvad jeg har holdt af, og elsket er forsvundet. Når jeg er sammen med dig, har jeg lyst til at falde død om i dine arme, fordi at mit sidste øjeblik vil være lykkeligt. Jeg elsker dig så højt jeg kunne tude" Det er nemt at skrive, men hver gang jeg prøver at sige det begynder jegså småt
at græde og bliver nød til at tænke på flyvende grise for ikke at tude. Lort right? Jeg elsker ham så meget, jeg har aldrig følt det sådan før, jeg har ikke lyst til at føle det med andre end ham. Jeg tænker allerede på den dag han går fra mig, for at forberede mig på den forfærdelige sorg.. ( Jeg er skingrende sindsyg )
Vi har snart været sammen i tre måneder og jeg elsker ham højere og højere for hver gang jeg trækker vejret.

Jeg er gået i gang med at skrive igen, på mine bøger og noveller. Jeg regner stadig med at blive færdig med mit mesterværk i april. Så.. fedt right ?

Jeg er stoppet på gymnasiet, det var ikke det jeg ville. I stedet starter jeg på tekniske skole som fotograf efter sommerferien, det tager 4½ år men det er fedt og det er det jeg vil. Desuden skal jeg stadig på forfatterskole, men der går jo nok lige et par år.

Jeg kan ikke finde på mere at skrive, selvom det er lang tid siden. Men jeg kommer forhåbentligt snart igen..

/dnmer