Efterhånden tænker jeg mere og mere på fyldepenne og mine dagbøger. Hvad jeg egentligt lader folk vide om mig, hvilket billed de danner sig når de sætter alle dagene sammen i puzzlespillet, og ser mig.
hm.. men det hjælper ikke bare at kigge en gang imellem, jeg kigger selv og bliver forvirret.. på gamle billeder gamle smil, minder og dage. Jeg havde lyst år dengang, et hår som solen rigtigt kunne lege i, jeg havde røde læber som altid smilede så man kunne se mine tænder som var hvide, dog manglede et par stykker så min mor kaldte mig "tandløse kælling" men så smilede jeg bare endnu mere.
Jeg havde altid skræmmer og sår, på ben arme og tja... over det hele, fordi jeg legede som én på fem til jeg var 12.
Øjnene var dog de mest fantastiske, blå glade øjne, spejlblanke og ganske smukke. Man griber sig selv i at tænke "næh, hvem er dog det lille dukkebarn" for det kan da umugeligt være... ??
Man kigger på sig selv og ser nu det sorte hår, der blev farvet for at bygge den facade man vil gennem sig bag. Læberne er tørre, tænderne er slidte og knap så hvide. De sorte render under de stadig blå, dog trætte og triste øjne.
Sig mig, hvad fanden skete der?
Jeg havde da tilsyne laden en glad barndom, det ser da sådan ud, kan det bare være helt glemt? Eller opbrugt..
Jeg kommer til at ønske jeg var barn igen, der var så meget at udforske. Det er der skam stadigt nu er det bare ting man måske alligevel ikke har lyst til at finde ud af.
Jeg savner at kunne komme i zoologisk have og pege på giraffen med store øjne og råbe "orh se den store pony med den lange hals og røde hunde!!"
med sodavands isen i den ene hånd og ned af armen og på hagesmækken og på ørene, mens far står og prøver at tørre det af og mor står og lurer om der mon er nogen der kigger.
Men ingen kigger for sådan er børn jo, de ville nok nærmere kigge hvis jeg i dag gentog succen, men på den anden side ville det ikke hjælpe med kun den ene forældre, der er bare nogle ting man kun kan lave sammen hvis det stadig skal være sjovt.
Jeg tænker lide på sofies verden, de havde nu en pointe. Til dem der har læst den, hentyder jeg til den store kanin, og til dem der ikke har læst den, anbefaler jeg bogen.
Men.. jeg er ikke sikker på hvor jeg befinder mig på den kanin, måske på de lange hår i nærheden af dens røvhuld, for påstår nu stadig at livet stinker.
Hvorfor er det også så pokkers kompliceret, men måske er det kun fordi jeg er for doven.
Man får kun den fun man selv blander, så i virkeligheden burde jeg måske gå ud og købe en masse saft for at få det bedre?
Eller skal jeg stadig gå og drømme om peter pan og ønskeøen hvor man aldrig bliver voksen? Måske er det på tide at kæmpe lidt, og se realiteten i øjnene, holde op med at tro på ønskefeen og starte med at tro på øh.. saft.
yes sir. may the saft be with you.

Jeg har en totalt tåger dag i dag, men jeg har også sovet det meste af den væk. Eller bare ligget inde i min mors seng og set Metallica koncerter og spillet guitar. Jeg er ved at lærer Nothing else matters..
Metallicas tekster, jeg kan egentligt godt li dem. De kører én stil, og det er we don't give a shit.. det lyder heller ikke sådan.

I går aftes ringede telefonen, jeg troede det var min elskede, øhm.. altså min Maria. Det var Bjørn, min eeeekkkkkssssss, min eks ja.
Nogen (Rikke) havde fortalt jeg var taget hjem pga. jeg var brudt sammen osv. og han ville jo selvfølgelig bare hører hvordan jeg klarede mig, og så lå jeg igen på gulvet og tudede. Men for fanden han lød også som en eller anden hundehvalp med store øjne, bla bla bla og jeg tænker på dig.
Ja Bjørn, jeg tænker også på dig..
endnu stadig forelsket, åndsvagt, men der er endnu ikke opfundet en kur mod det vil jeg tro, jeg kan jo ikke gøre for det..
Alt ( selv min mor ) bad mig lægge på, men gud det kan jeg jo ikke.
Men han snakkede i hvert fald lige til min mor lade på og jeg hoppede ind i sengen igen og så film med hende..

Greenpeace er ved at indtage vejen på den anden siden af hækken. Store grønne biler som jeg ikke ved hvad laver andet end at lave underlige lyde..

Nåre ja.. jeg har det nongenlunde i dag, jeg har stadig kvalme, og jeg tænker stadig men jeg har det ikke længere som om jeg skal besvine hvert andet sekund. Jeg har været på msn i dag, men jeg kan ikke rigtigt overskue det. Jeg tøffer rundt og ved ikke rigtigt hvor jeg skal gøre af mig selv, desværre spiser jeg heller ikke alt for meget.. i hvert fald ikke i forhold til hvad jeg plejer.. men det sker der vist ikke rigtigt nogen skade ved med de læs jeg skovlede ind i fortiden.
Jeg er bange for mig og min mor går og stresser hinanden, jeg kan ikke rigtigt overskue at rydde op, og hun kan ikke rigtigt overskue rod.
Men ellers overlever jeg også dette..

/Dnmer