Sommetider tænker jeg for meget, det er det der får mig til at blive ked af det. Det er når tankerne, den nøgne sandhed, de hårde facts løber gennem mit lille hoved. Jeg tænker alt for meget, og jeg er alt for ofte ked af det. Verdenen er bare lidt mere uoverskuelig, lidt mere kompliceret, og lidt mere kaos når man åbner øjnene. Det er ikke noget man vænner sig til, nogensinde.
Da mine forældre blev skilt her for 2½ år siden, så jeg for første gang hvad der var på den anden side af mine øjenlåg. Min kæreste ven Troels, var min forbindelse mellem mine tanker og den virkelige verden. Vi snakkede utrolig meget, og det var det der fik mig til at opleve smerten på en helt anden måde. Jeg bearbejdede min sorg gennem det vi snakkede om. Meningen med livet, verdenens umenneskelige indhold, den uforklarelige kærlighed, sol måner og stjerner. Og det efterlod mig lammet, med en følelse af forvirring. Jeg føler mig tit som en sortseende, for jeg syntes livet er unødvendig smerte. Man oplever meget glæde, men der vil altid være en sorg. Der skal faktisk være en sorg, uden sorgen ville man ikke kunne opleve glæde. Men jeg er blevet indelukket, jeg er blevet kold. Jeg har afslået mange venner, jeg har afslået endda mange tilbud på kærester pga. den sorg jeg er så bange for at møde. Til sidst troede jeg slet ikke jeg kunne blive forelsket.. jeg siger nej til en fyr, fordi jeg ved hvis jeg siger ja, vil jeg overgive mig totalt til ham og elske ham dybt, når jeg mister ham vil jeg blive.. totalt knækket.
Desuden syntes jeg kærligheden er grov! Det er ikke fair, når vi ikke får lov at elske hinanden for evigt. Hvorfor er vi ikke egnet til at elske én person hele livet igennem? Hvorfor er det at vi konstant søger efter en ny? En bedre? Vi giver slet ikke os selv lov til at slappe af, tro på hinandens troskab. Og jeg sætter ikke mig selv i en hellig position her, jeg tror heller ikke selv jeg ville kunne være egnet til det.. men gud hvor ville jeg gerne.
Jeg fik min første kæreste her for nyligt, som 16 årig. Jeg følte det bare dybt indeni, at han var hvad jeg ville have. Alt ved ham var det jeg ville have.. på trods af mine venner hadede ham, på trods af jeg havde det elendigt for tiden, på trods af alle mine stop skildte inde ihovedet, der sagde "STOP! DU BLIVER SÅRET" men jeg var bare parrat til at græde for ham her.
Det var selvfølgelig også det jeg kom til, selvfølgelig mistede han sine følelser, der var vel en eller anden der var bedre. Han var jo også kun et menneske.. ( *Min gud* ) .. det er vi alle jo.
Det gik helt af helvede til. I starten var det bare grosse Love, han sagde til min far, min mor at han var helt vildt forelsket og han ville blive hos mig altid. Men jeg går på efterskole, og kom kun hjem en gang i weekenden, selvom jeg egentligt ikke havde råd til det, men måtte se ham. Savnede ham hele tiden!
Han sagde han savnede mig, men jeg begyndte at tvivle, han sagde han elskede mig, men jeg troede det ikke. Det lød mere og mere falskt. Jeg ville hellere være ordene foruden, hvis jeg kunne få sandheden i stedet. Måske er den barsk, men jeg vil altså kunne forholde mig til den kærlighed der gerne skulle være, eller ikke være. En dag havde han lagt op til en anden, og han mente det skulle være forbi. Det skrev han over sms, og jeg blev bare så ........! Hvorfor lige over sms?? Jeg ringede en million gange, men han tog den ikke. Så mødtes vi dagen efter og snakkede lidt om det, han er ikke meget for at snakke om sådan noget. Vi var så sammen igen.. det var jo ikke noget. Men selvfølgelig var det det.. stop!
Derefter hørte jeg ikke fra ham en måned, til han pludselig skrev han ville have hans telefon tilbage som han havde foræret mig så vi kunne skrive gratis sammen. Vi lavede en aftale men han kom ikke. Imellem det og den næste aftale snakkede vi lidt sammen en gang imellem, enten sms eller telefon.. men ikke rigtigt om noget. Jeg mentes at høre ham sige han stadig ville have mig.. men alt siger mig jeg ikke skal såre mig selv mere end det allerede har smertet. Men jeg vil bare så gerne have ham..
Vi lavede en aftale hvor han kom kort forbi, og vi snakkede ganske kort ind til det jeg gerne ville snakke om.. men vi mistede igen tråden og han tog afsted, med sin telefon.
Han prøver at bilde mig ind at han vil have mig, det siger han jo..
Jeg lå på gulvet på mit værelse i 4 timer og græd for ham, det var så slemt min mor kom ind, og så græd jeg endnu 2 timer. Til sidst stak hun mig en pille så jeg kunne holde kæft/sove. Jeg ved ikke om jeg tør græde for ham igen.. jeg ved jo han sårer mig. Alle sårer alle. Selv mig, det er jeg ked af! Jeg prøver mit bedste, det gør jeg virkelig.
Jeg er altså bare gået hen og blevet kold.. jeg tør ikke lade følelserne slippe ind. Med glæde følger sorg..
Jeg har været sammen med Thomas i weekenden, mig og Thomas har været venner siden bh. klasse. Vi kan hygge os sammen altid, går lange ture, snakker om hvordan tingene kører og falde lidt ned til jorden stille og roligt. Jeg er utrolig glad for de venner jeg har nu, Troels, Dan, Thomas, Maria Andersen, Mamma og storebror.. jeg er parat til at dø for dem, de er alt det her værd, det er derfor jeg stadig er her. For i kan godt se det her ser temmelig selvmords agtigt ud, det er også temmelig trist at leve uden mening. Men jeg skylder mine venner mit liv.

Jeg er i gang med mine eksamer for tiden, det er dejligt, så er der ikke så lang tid tilbage på den skole. Jeg prøvede alt det med eksamer sidste år, så jeg er ikke nervøs. Tværtimod, jeg sidder og keder mig til de lange prøver..
Jeg har sendt jobansøgninger ud her i mandags, så jeg håber jeg får lidt at beskæftige mig med i sommerferien. Desuden er jeg spændt på mit gymnasie efter sommerferien, håber det bliver som forventet; hårdt!
Det trænger jeg lidt til.
På det sidste har jeg tænkt meget over hvor jeg egentligt gider have mig en uddannelse.. hvorfor blive noget stort? Bliver man glad af det?
Det ved jeg ikke.. men så bare prøve det.
Jeg tror egentligt jeg har sagt nok for nu, jeg tvivler på man gider læse mere for en dag så.. jeg gemmer resten til en anden gang.
/Dnmer