Dette har virkelig været en hård weekend (sagde hun og tørrede øjnene hvorefter hun tog sig en kiks og et glas mælk...)
Har jo haft arbejdsweekend og det indebærer jo mig - og kun mig på vagten - 7-18 både lørdag og søndag...
Jeg havde så godt nok fri fredag så kunne sove forholdsvis længe... Bortset fra at jeg jo sover i min søsters stue og det desværre ikke er altid hun har fri når jeg har... :-/

Men sådan er det jo, og det er fedt at jeg i det hele taget må crashe hos hende...

Fredag aften gjorde vi så det dumme... Min søster og jeg... Tog i byen. Selv om jeg skulle op omkring kl 6.
Godt berusede (?!) måtte vi alligevel vende snuderne hjemad i så god tid at jeg trods alt kunne sove bare en lille bitte smule... Så jeg kom vel i seng ved en 3-4 tiden...

Da min alarm så vækkede mig lørdag morgen kl. alt for tidligt troede jeg det var en dårlig joke! (Gud hvor er jeg lettet over at det i skrivende stund er fortid...)
Men op måtte jeg jo og afsted for at passe mit job...
Heldigvis havde min mor forbarmet sig over mig og kørte mig derud.
Alternativet var at jeg skulle cykle, men da jeg ville blive hentet derude om aftenen fordi jeg skulle til fødselsdag var den ligesom lidt usmart - for hvordan skulle jeg så komme derud søndag morgen?!?!

Da dyrene var fodret og muget og hvad der ellers skulle gøres kunne jeg alligevel ikke overskue mere i min døde tilstand og sagde til Trine at jeg var nødt til at lægge mig et øjeblik og tage mig en powernap.

Vi er så heldige at have hvad jeg vil betegne som en druksofa i et lokale bag vores kontor.
Den bliver brugt efter diverse drukture og fester og især dagen derpå når man skal på arbejde og er smadret...
Så jeg lagde mig ind og ikke længe gik der før jeg var langt væk i drømmeland.

Mens jeg lå der i min søde søvn - iført arbejdstøj - gik døren pludselig op og jeg vågnede med et sæt.
Jeg var rimelig forvirret (jeg var ligesom lige vågnet!!) og prøvede at fokusere på hvem det var der havde vækket mig... "Lasse" udbrød jeg...
"Stefan" ændrede jeg det så til. "Øhh... Lasse?"
Men det var... Stefan...
Altså Lasses søn. Pænt pinligt at blive busted af en kollegas søn i at ligge og sove i arbejdstiden...
Han blev også selv rimelig overrasket... Men vi fik os da en god snak hvorefter jeg slukøret og en smule (men kun en lille smule) friskere gik ud for at passe mit arbejde...

Da jeg havde fri blev jeg samlet op af min eks for at køre til min mosters 50 års fødselsdag. Langt langt væk... (Langt ude i skoven lå en lille kro.. Og der skulle vi hen...) :-D
Det tog en times tid at køre derud, men det er jo okay når hun trods alt blev 50.
Til gengæld vidste vi at hendes samlever (kald ham aldrig andet end det! Jeg lever stadig i illusionen om at han bare bor hos hende - that's it... Lad mig dog bevare den!!) ville være til stede... Noget ingen i familien foretrækker - måske ikke engang hende selv når det kommer til stykket, men hvad nogen ikke gør for at undgå ensomhed... :-(

Det skal lige siges om min mosters samlever at han ikke er en vi ser... Med vi mener jeg hele familien. Han har formået at gøre os klart at han ikke har interesse i at se os, og det er gengældt. Det eneste problem i det er mosteren... For hun står jo i midten. Men i det mindste er det blevet sådan at det er HENDE der bliver inviteret når der bliver holdt noget... Aldrig ham. Og sådan er det bare...
Ydermere skal det også siges (skrives) at han er "kunstner". Al respekt for det - MEN - når han siger han er kunstner mener han også at det berettiger at han ikke arbejder og at vores moster forsørger ham... Hvilket vil sige TO fuldtidsjobs samt undervisning en gang om ugen... Derudover bor de mere end en times kørsel væk fra hvor hun arbejder, så hun bruger flere timer om dagen i sin bil på at køre frem og tilbage.
Hendes dag går tit ved at hun tager hjemmefra ved 5 tiden om morgenen for at være hjemme igen kl 23...
For at han vel at mærke kan gå derhjemme og lave kunst...
Med kunst mener vi i øvrigt ting som mågekranier med kaninører og andet i den dur... Behøver jeg sige hvor meget (læs:lidt) han sælger...??

Nå men tilbage til festen..
Inden hovedretten var kommet på bordet havde vores kære "kunstner" drukket sig stang barcardi og råbte og skreg af de stakkels familie medlemmer der sad nærmest ham. Heldigvis havde vi andre fået pladserne længst fra ham...
Min moster tyssede flere gange på ham - tydeligt pinligt berørt - især da samtlige 30 mennesker ved nabobordet IGEN havde vendt hovederne mod vores bord for at se hvem der skreg "Tcccheeeener! Tcccheeeener! Sjeg er agresschiv! Sscchmid mig hellere uddd!" Hvorefter tjeneren sagde at hun da godt kunne smide ham i havnen. Da han dertil spurgte om han måtte hoppe i og min mor og hendes kusine som med een stemme straks svarede "Ja hop i havnen med dig" med en alt for begejstret stemme gjorde det ligesom udslaget for en festlig (??) aften...

Når jeg nu tænker tilbage kan jeg ikke komme i tanke om en eneste af gæsterne han IKKE fik fornærmet i løbet af de næste par timer (og retter)
Jeg var en af de (tvivlsomt) heldige idet jeg havde (været så dum at!!) skrevet et vers til min moster og det var jo lige noget der faldt i god jord hos ham... Så jeg var digteren, min søster var en kujon og min eks en helt... Spørg mig ikke hvorfor! Men han brugte en time på at fortælle min eks hvor god han var og alt muligt andet pis. Da han fortalte at det var godt han havde smidt mig ud (!!) fordi jeg slet ikke var god nok til ham, foreslog jeg min moster at smide ham i havnen med en sten bundet til sin ankel.... !!!
Jeg tog det faktisk ikke ret nært overhovedet, faktisk fandt jeg hele scenariet uhyrligt morsomt og komisk.. Eller måske tragikomisk...

Det der fyldte mest i mit hoved var nemlig hvor ondt jeg havde af min moster... Jeg ved godt at hun i sidste ende selv har valgt det (selv om jeg ikke tror hun vidste hvad hun gik ind til) men alligevel... Det har hun sgu ikke fortjent!!

Aftenen gik ellers på at undgå ham, og sørge for at fjerne stolen når den ved siden af en rejste sig - for at undgå at han i stedet skulle sætte sig - og ellers at håne dem der kom til at sidde ved siden af ham. Min mors kusine er fandme for griner! Jeg havde på et tidspunkt sendt hende ned for at redde sine forældre som blev råbt af, men ikke længe efter havde han indtaget hendes plads - overfor mig.
Da jeg drejede mig og kiggede ned på hende sad hun og skreg af grin mens hun pegede fingre. Man kunne næsten høre hendes latter og "fryd fryd"...

Da han endnu engang havde kaldt min søster en kujon og sagt direkte at han nassede på vores moster, havde selv min søde lillesøster fået nok og nu kom der ellers beskidte ting ud af hendes mund...
Blandt andet fik hun på et tidspunkt fortalt ham med store bogstaver at hun da i det mindste HAVDE et arbejde!

På et tidspunkt gik han fra selskabet et øjeblik efter at have kaldt os alle en flok småborgerlige røvhuller og berettet om hvordan vi ikke kunne lide ham og at han var i det helt forkerte selskab... (Ja! Endelig fattede du det din nød!!)

Jeg kunne berette om utallige (tragiske) episoder om denne aften, som længe vil stå klart i min hukommelse... Og som kun har bekræftiget os i at han ikke har noget at gøre i vores liv - men det vil fylde mig mindst 5 dagbogsindlæg... :-)

Til gengæld fik jeg en pludselig respekt for min far, da han bare snakkede ham efter munden når man kunne se at han i virkeligheden helst ville knalde ham en på låget. Og senere da jeg fik af vide at efter min eks og jeg var kørt hjem (jeg skulle jo på arbejde) havde min far pludselig fået nok og efter at havde skreget af kunstneren var rejst sig og skredet... You go far!!

Og jeg fik også set min eks i aktion igen - efter hans mor smed sin alkoholiker kæreste ud... Han har nemlig udvist præcis samme symptomer som kunstneren.. Og min eks har tydeligvis rigelig med erfaring...

Men jeg har jo også altid hørt at man skal give sindssyge mennesker ret... :-D