Kære Dagbog

Så har jeg igen fået kontakt til flere fra min gamle vennekreds, som de sidste 3 år stille og roligt, er gået i vasken. Venner, som kendte mig, før jeg lærte ”ham” at kende. Venner som jeg har brug for at forklare, hvorfor jeg ikke har magtet at tage kontakt. Har brug for at fortælle dem, alt der er sket og hændt. og hvorfor jeg til sidst lukkede mig væk fra dem.

Har brug for at fortælle dem sandheden og måske håbe, at de kan være med til at forklare mig og gøre mig begribeligt, hvorfor jeg selv har reageret, som jeg har gjort. Hvorfor jeg har tilgivet, tilgivet, tilgivet og atter tilgivet.

Skal jeg selv rigtigt videre herfra, har jeg brug for dem og heldigvis blev de 3 par, jeg i dag har fået forbindelse med, glade for min opringning og det var mere end dejligt, bare at høre deres stemmer igen.

Måske finder jeg aldrig nogensinde de svar jeg i dag søger, men gør jeg ikke noget og bliver jeg ved med at fortie tingene, så sker det slet ikke. Er nået dertil, hvor jeg hverken overfor mig selv eller andre, vil ignorere det skete. Jeg ved det bliver hårdt at få det ud og at mange tårer venter på at blive grædt, men ud skal det, hvis jeg skal videre og det både skal og vil jeg.

Ved også jeg finder de kræfter der skal til og mærker allerede, at jeg er på vej i rigtig retning. Syntes det er helt rart at sidde og kigge i min kalender, som ligger ved siden af mig, og se at der allerede er sat et kryds her og der :-)