Mit hoved er ved at eksplodere! Jeg kan snart ikke rumme mere SNOT...i snart ti dage har jeg været multi-forkølet. Det lader slet ikke til at være på vej retur - tværdigmod!

Frygter det har sat sig i bihulerne. Overvejer at gå hjem herfra akademiet snart. Selv lyset fra skærmen virker generende. Det er dog værst når jeg skal sidde og være koncentreret med ørebøfferne på. Vidoetud'sne er rigtig spændende men jeg kan ikke rumme meget mere information lige nu.

Puhh...

Foruden jammeri, så forbløffer det mig hvor hurtigt det hele fiser ind på min lystavle. Jeg suger det til mig og føler kun få forhindringer. Når jeg så møder problemer med opgaverne, så løser jeg dem stædigt selvom jeg kunne zappe videre.

Vi er sgu en zapper-generation! Kedeligt? ZAPP...og vi er videre til næste. Hvordan mon jeg lærer min dreng at fordybe sig? At fastholde sig i hvad han sidder med og lade forhindringer blive en fed udfordring?

Wow...han er ikke engang to år. Slap af mor!

Nå men jeg ventede spændt i går, på et opkald der kunne afgøre min skæbne omkring bolig. Jeg kunne få en form for tidsperspektiv for hvor lang tid jeg skulle vente. Desværre er vedkommende syg. Måske mandag hører jeg noget nyt?

Jeg har skrevet på en fremleje. I min henvendelse overvejde jeg et øjeblik, at undlade at skrive om at jeg har et barn. Jeg har lidt på fornemmelsen, at småbørn kan afskrække udlejere i at leje deres lejlighed til een. Men på den anden side ville det være forkert ikke at nævne ham...

Jeg forventer ingen respons. Ja min pessimisme er sgu stor på det område men jeg har også skrevet på et utal annoncer og hører aldrig en disse.

Hmmm, det går ok hjemme hos L. Vi er venlig og respekterer hinanden. Der har ikke engang været en snert af frustrationer eller tunge hårde samtaler. Men for helvede hvor jeg finder det svært. Hver aften siger jeg pænt "god nat" og går ind på Emils værelse og lægger mig på to madrasser. Ingen af mine ting er omkring mig, kun en beskeden bunke tøj.

Det primære for mig, er at Emil er der og jeg er der for ham.

I ny og næ føler jeg det snørrer sig sammen i min hals. Det undrer mig hvor cool han virker og det får mig til at tænke på, hvor lidt følelser han har baseret sit forhold til mig på. Jo, selvfølgelig har han haft følelser og har nok stadig. Jeg tror bare aldrig at den mand har følt specielt meget. Jeg tror aldrig at jeg har været uundværlig for ham eller en pige som han bare MÅTTE have på givne tidspunkter. Jeg har nok bare været der.

Der eksisterer et ord indenfor hele misbrugs-arenaen; MEDAFHÆNGIG. Faktisk tænker jeg tit over, hvor vigtig en brik jeg nok altid har været for L's tristhed. Jeg er godt klar over at det aldrig har SKYLDES mig eller noget jeg har gjort, men på mange måder har jeg nok alligevel fastholdt ham i mange mønstre.

Jeg har kun få gange sagt virkelig FRA. Få gange har jeg sagt at han skulle tage sig sammen. For det meste har jeg holdt hånden over ham, laddet ham ligge og søbe i hans dårligdom og kun stilt meget få krav til ham - velvidende om at han alligevel ikke kunne opfylde dem. Så hvor krævende har de krav så været?

Men hvad kan jeg bruge det til nu?

Åh jeg vil så gerne have afstand til ham. Jeg vil gerne have mit eget liv igen.

Tror jeg holder weekend herfra. Lyden af min "pudsen næse" begynder nok at irriterer de andre ;-)