På vej hjem fra Fyn til Sønderjylland, endte vi i kø midt på den kære Lillebæltsbro. Jeg har en panisk angst for at det hele skulle få lyst til at styrte sammen, mens lige netop jeg af alle verdens personer kører over. Og så holdt vi tilmed i kø! Mildest talt midt ude på broen fik vi lov at bevæge os med sneglefart. På præcis det punkt, hvor jeg antager at broen er højest. En anden person i bilen kommenterede, at jeg da i grunden var rimelig hvid i hovedet. Man mumler et utydeligt svar tilbage, for hvem er lige tosset nok til at være bange for broer?

Jeg er heller ikke tryg ved de der trapper, hvor man kan se gennem trinene. Plus jeg har en anelse højdeskræk. Så i sidste ende hænger det hele sammen.

Påsken blev bedrevet med 100% hest. Nøej det var skønt. Masser af hårdt arbejde, uden tilhørende forstyrrelser fra hverdagens omgangskreds, i hvert fald ikke før om aftenen, hvor det regelmæssigt skete at displayet i telefonen lyste op med endnu en fortælling om en veninde fuldetur. Jeg sendte et smil tilbage. Jeg kunne også have været med, men engang imellem skal man bare lave noget hårdt for at koble helt af. Livet er fedt.

Undtagen når man holder i kø på Lillebæltsbroen.