11 dage til termin.
Jeg er ved at være gode ”wired” indeni. Det kører rundt oven i hoved på mig og jeg fatter stadig ikke, at jeg er så tæt på at skulle føde.

Så sent som forleden, gik tanken ”hvad HELVEDE er det egentlig jeg har gang i?” gennem hovedet på mig. Jeg var på vej hjem til nisserne og gik gennem Kongens Have. Det var én af de her totalt smukke solskinsdage og overalt på græsset flød det med mennesker, tæpper, øl, picnickurve og hygge. Dér gik jeg så igennem det hele med min store mave og følte mig pludselig så…langt fra livet. Det er jo en lidt paradoks følelse. I grunden er jeg jo meget TÆT på livet, bare et andet ét end det jeg hidtil har levet.

Først blev jeg panikken! Jeg så mig selv begynde på en tilværelse så tæt på én som jeg længe har taget afstand fra. Helt tilbage til mit forhold med P, startede min totale afskrækkelse for et liv hvor jeg skulle leve op til en hel masse og have ansvar over meget mere end…mig selv. Jeg blev sgu syg af at forsøge at presse mig ned i ”de sko”!

Men nu ER det altså noget andet og det her har jeg selv valgt. Jeg HAR vist også haft masser af oplevelser med tæpper, græs og øl og hvorfor er det liiiige, at mit liv skal slutte bare fordi jeg vælger at reproducere mig selv??? Har det for øvrigt nogensinde gavnet mig, at vælte rundt og kun stå til ansvar over hvor lidt eller meget booze jeg hælder i mig?

Nej jeg er sgu klar til det her og det her er noget helt andet end hvad jeg altid har frygtet. Livet er vel også et spørgsmål om hele tiden at sige farvel til noget for så at sige goddag til noget andet. Der vil komme perioder, hvor jeg så inderligt vil savne tiden hvor jeg kun passede mig selv (eller måske gjorde det modsatte) og hvor tingene aldrig var mere komplicerede end at jeg kunne stikke af. Men jeg vælger at forholde mig nysgerrig til, hvad mine valg nu vil bringe mig.

Begrænsninger sætter man for det meste selv…eller måske helt og aldeles selv? Jeg ser sgu ingen videre begrænsninger i fremtiden. Det bliver vel mere vigtigt at være praktisk. Jeg kan ikke bare lige pakke min backpack og smutte af sted…der skal nu også være plads til den lille trold.

Så mange tanker…

Når alt det er tænkt og sagt, så vil jeg altså gerne føde. Lige nu helst! Min underlige energi gør mig forpustet og enormt træt. Alligevel farer jeg rundt og laver fem ting på én gang. Jeg får sgu hovedpine. Jeg gider heller ikke nå at grue for meget på den smerte som venter mig. Jo mere jeg kigger på omfanget af min mave og tænker på størrelsen af… ”min udgang”, desto mere ”hmmmm” bliver jeg. Mit maveskin har ikke sprukket men bliver det her ved, vil jeg da med garanti ikke kunne undgå et maleri af strækmærker. Så…kom så i gang med at fød krop!