I morgen er det fredag ...jeg kan næsten ikke vente , jeg trænger så meget til at holde weekend og bare få sovet og slappet af .
Jeg er træt ..hele tiden , men når jeg skal sove kan jeg ikke , jeg roter rundt i min seng , og mine tanker tumler rundt , og jeg kan ikke finde hovede eller hale i noget af det , og før jeg ved af det ringer det forbisteret vække ur og en ny dag truer .
kan mærke på mig selv jeg er helt energi forladt , jeg orker ingen ting , har bare lyst til at krybe under dynen og ikke stå op i 3 dage .
Jeg havde håbet på det ville havde hjulpet på det hele nu Thomas ikke er her så meget mere , han er her faktisk ikke over hoved har ikke set ham siden mandag , og ser ham sikkeret ikke før mandag i næste uge , på den ene side har jeg det godt med han ikke er her eller kommer, for så skal jeg ikke forholde mig til ham og alt det som fylder i hans liv , hans sygdom tapper mig for alt energi, alt glæde .
Men jeg savner ham også , uendlig meget , men jeg savner den thomas der var en gang , ham der kunne få mig til at le ham der kunne få en trist og greå regenvejeres dag til at blive det bedste i verden , jeg savner det sug jeg fik i maven når jeg så ham , savner hans smilende øjne , hans humor , han blide kys og hans varme kærtegen .
Men nu ser jeg det kun i korte glimt , jeg ser hans øjne er triste og tomme , jeg høre ham fortælle at tomheden og ensomheden , er en perfekt dag for ham , jeg ser hans tåre , når han er fortvivlet og ikke kan finde ud af hvad det er der sker og ikke forstår hvorfor han ikke snart får det beder .
Jeg har valgt at sige fra over for hans sygdom , det er Thomas der selv skal blive rask , i samarbejde med sin , sin psykiater og sin medicin .
Jeg har ikke de magiske ord der skal til for at gøre ham rask , jeg ville ønske jeg havde , men virkligheden er en anden , og jeg må give slip på mine bekymmeringer , på at være den han læsser af på , jeg skal lære at forstå jeg er hans kæreste og ikke så meget andet.
Kan han ikke rumme mig og os , ja så er det sådan det skal være , om jeg bryder mig om det eller ej .
Jeg må og skal skabe en afstand , for at finde balancen igen , til at kunne takle og magte mit eget liv .
Om det så er begyndelsen til slutningen ..det ved jeg så ikke , jeg har stadig dybe og inderlige tanker og følelser for Thomas ...det er bare så svært at holde fast i de følelser hele tiden , når min dag føleles trist og grå .
Er så bange for jeg selv er på vej ned , kan mærke på mig selv jeg står lige for at opgive det hele , men det er sådan jeg har det lige nu , i morgen ja om en time kan det hele være omvendt .
Jeg skal bare prøve at holde fast i de gode ting , sys bare de er svære at holde ved i længten , svære at finde netop nu i denne stund hvor træthed , hovedpine , trist hed , har sit stramme tag omkring mit hjerte og min sjæl .

RosenQ