Ens psyke er sku en spøjs størrelse, men også et stort avanceret og meget spændende objekt. Efter jeg snakkede med psykologen om, at jeg skulle tillade mig selv at være ked af det, når jeg blev trist, har jeg ikke været ked af det. Det lyder sku nok fjollet, men har næsten været skuffet over, at jeg ikke har haft triste dage, så jeg kunne prøve min nye strategi med blot at tillade mig selv at være ked af det, bare lade tristheden fylde mig istedet for at flygte fra følelsen.
Men ligesom jeg ikke har været ked af det, efter jeg har overbevist mig selv om, at det er okay, at være ked, ja, så har jeg heller ikke følt overvældende frygt/angst, efter at jeg har tilladt mig selv om, at jeg godt må være bange. Det er sku da spøjst, at man virkelig fungerer sådan, men også egentlig såre simpelt.
Konklussionen må altså være: Bliv ven med (accepter) din fjende(frygt/tristhed/ ærgelige følelser).
Det gik altså godt med at ride den hest, jeg var så bange for at skulle ride. Det viste sig dog også, at den havde været redet noget mere, end jeg først troede, men hovedsagen var/er, at jeg slet ikke var så angst, som jeg havde troet. Selvfølgelig var jeg nervøs, men på en måde, så jeg kunne tackle det. Og det gjorde jo så også til, at det gik rigtig godt, for jeg var ikke påvirket af min nervøsitet. Jeg har redet hesten N en gang siden, hvor jeg også galoperede, og det er faktisk en rigtig sød og dejlig hest:-)
Har ellers haft skøn hyggeheste-dag på ridegården hele dagen. Kørte derud allerede kl. 10 og er først lige kommet hjem. Har hygget, snakket, nusset med hestene, hjulpet med stævne, gået lang tur med hundene og ellers bare nusset rundt og hygget i mit eget tempo. Skønt!