Da jeg tog bussen hjem - fik jeg øje på Mette nede bagerst i bussen.
Da hun så mig, prøvede hun at skjule sit ansigt - ved at presse det op af ruden. Det fik bare endnu mere opmærksom rettet mod hende, fordi hun er så extremt dårlig til at være diskret.
Jeg satte mig et godt stykke fra hende, og syntes hun var for latterlig.

Da hun trykkede stop, glemte bussen at åbne dørene. Mette turde ikke råbe noget til ham, for hun troede åbenbart stadig jeg ikke havde set hende - og hendes specielle stemme ville afsløre hende.

(Helt ærlig Mette, Jeg kan da kende en junkie som dig til enhver tid!)

Så hun kørte et stop videre, og hendes hash hjerne troede åbnebart at det bare var dørene nede bagerst i bussen der ikke var gået op ved sidste forsøg. Så med sin hætte spændt godt rundt om hovedet for at skjule hendes ansigt, blev hun nu nødt til at gå den tunge gang op til dørene i midsten - hvor jeg sad!
(Og her høres lyd, som var den taget ud af en rigtig uhyggelig gyser film!)

Hun så, så dum ud, da hun stod der og ventede på at bussen skulle holde. Med ryggen alt for overdrevet til mig, og den der kyse snoret helt ind til hendes fjæs - som var hun på vej ind i den danske bank med et oversavet jagtgevær skjult under den stjåle Nord face jakke!

Lille latterlige Mette...

Hun er røget længere ud end jeg troede. End jeg håbede. For engang var hun en dejlig pige. Nu er hun en ynkelig naiv hashoman, der lever langt ude på den kriminelle levevej.

Er glad for jeg så hende. Nu behøver jeg ikke savne hende mere.
Hun er ikke længere den veninde jeg savner...Savnede!