Jeg har lige læst en hel stribe dagbøger på fyldepennen - deriblandt flere fra helt unge, der bevæger sig på kanten af selvmordstankerne.

Uuuh, jeg bliver så forbandet rystet og ked af det... og der er så mange af dem/jer.

Det er så ufatteligt hårdt at være ung - og når jeg så sidder og tænker på, hvad jeg kan sige/skrive til jer, der gør det hele lidt lettere, kan jeg ikke komme i tanker om noget - ikke andet end floskler, i hvert fald.

Forleen dag havde vi her i huset besøg af den mest pragtfulde unge fyr på 17 år. Han var virkelig sød: så godt ud; klarede sig godt på gymnasiet; et pragtfuldt smil; sød overfor lille Kraka, der troligt slæbte den ene bog efter den anden over til ham, så han kunne læse for hende... da han tog afsted, kommenterede jeg hans påklædning overfor mine egne unger, for selvom temperaturen var omkring de 30 grader, havde han en langærmet, sort sweatshirt på. De gav mig forklaringen: Han ville ikke afsløre overfor mig, at hele hans overkrop og begge arme var fulde af snitsår, som han havde påført sig selv.

En cutter mere, kort sagt - min egen dejlige datter har selv været dér - og kunne ikke give nogen grund.

En fyr fra vores rollespilsforening, valgte at tage skridtet fuldt ud for et års tid siden - igen en fyr, der var helt vildt dejlig og sød og så godt ud og var intelligent... og så hængte han sig i et træ!

Det gør så ondt, ondt, ondt på alle os, der kunne have været tæt nok på til at gøre noget, hvis bare vi havde vidst, at han havde det så skidt. Hvis han bare selv havde rækket hånden ud, ville der have været mange til at tage den.

Så mit råd til alle jeg, må være:
Ræk ud efter nogen og prøv at holde fast i, at der er mange, der holder af jer... måske véd i det bare ikke.
Livet ER hårdt, ja og nogengange meningsløst.... men det er også smukt og fuld af farver og dufte og smagsoplevelser!