Øv vores dejlige lille lokale købmand giver 20% rabat på alle varer... ikke fordi det normalt ville irritere mig, men grunden er, at han holder op - så får vi en DagliBrugsen istedet for, men det bliver det hele sgu' ikke billigere af!
Forandring fryder ikke her - nemlig!
Nå - måske skulle jeg hellere fryde mig over, at jeg kan se frem til en klækkelig bonusudbetaling hvert år i januar for fremtiden....
Har igen afleveret Kraka i dagpleje - og hun græd som en stukken gris... ØV, hvor gør det ondt (på mig, altså)... men dagplejeren holder heldigvis ferie i 2 uger fra næste mandag - og eftersom jeg alligevel bare går herhjmme, ville det da være åndssvagt, at sende Kraka i gæstedagpleje.. JUBI!, hvor skal vi hygge os!!!
Nå jeg vil prøve at fortsætte historien om R.... åbenbart flytter det alligevel noget at skrive det hele ned, for jeg har haft de mest modbydelige drømme om ham hele natten... ikke fordi han igrunden truede mig (i drømmen) han stod bare udenfor og kiggede ind - og blev ved med det!!!
I løbet af den tid, vi havde kendt hinanden, havde jeg færdiggjort min uddannelse (og oveni købet med top-karakterer, når jeg nu SKAL prale) og havde fået et vikariat på en (ikke særlig behagelig) arbejdsplads.
Ungerne og jeg nød, at vi nu havde råd til en lille bil og at pengene ikke var helt så små, som vi havde været vant til... og de syntes, at det var lidt spændende med denne nye og hemmelighedsfulde kæreste, jeg havde fået... faktisk begyndte de regelmæssigt at tegne, skrive og lave små ting til R., som jeg så sendte sammen med de hede breve, der stadigvæk blev sendt frem og tilbage næsten dagligt.
Så en dag, da jeg kom hjem fra arbejde, havde R. ringet - det undrede mig en hel del, for det var normalt ikke tilladt at ringe fra den afdeling, hvor han afsonede... han ringede igen og fortalte, at han var stukket af - og at hans liv afhang af, at han kom til at tale med mig.
Jeg arrangerede lynhurtigt, at ungerne kom om til deres far; hentede R. ved toget og kørte afsted med ham uden egentligt mål - for hjemme hos mig, var helt klart det første sted, politiet ville lede...
Jeg var (naturligt nok) gal, såret og frustreret over alle grænser... hvorfor Fanden havde han gjort noget så stupidt... som om det ikke kunne være nok i sig selv, var han oven i købet halvfuld, da han kom ud af toget.
Men samtidigt var han knust og blev ved med at gentage, at han havde behov for at tale med mig... og jeg fik lejet et feriehus for weekenden, hvor jeg fik ham installeret, mens jeg hentede ungerne.
Forklaringen på det hele var, at der var blevet fundet spor af stoffer i den urinprøve, som han havde afleveret.. han forklarede det med, at én af de andre indsatte var sur på han og havde kommet ét eller andet i hans kaffe... og nu var han bange for at jeg skulle miste tilliden til ham...
Havde jeg dog bare gjort DET!! men nej, jeg troede i grunden ikke på bortforklaringen, men manden var jo tydeligvis knust over hvad han havde gjort!!
Det lyder måske underligt, men vi havde en kanon-hyggelig weekend sammen med ungerne og søndag aften kørte jeg ham tilbage til det lukkede fængsel, hvor han nu pga. "springturen" skulle afsone resten af sin dom.
Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg følte mig helt magtesløs og tom indeni, da jeg satte ham af foran den hæslige bygnings store port... og hvor utroligt modig og viljefast han forekom mig, da han selv gik det sidste stykke vej, for at tage den straf han (ifølge ham selv) havde fortjent...
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
- 20% er publiceret
29/10-2003 10:06 af
kingfish.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.