Har det ikke så godt. Eller ligenu har jeg det fint, men måske sidder jeg og græder om et kvarter. Måske er jeg færdig med at græde for i dag, jeg ved det ikke.

Min far har fået mig til at græde, uden der egentligt var noget at græde over. Min mor har det samme.
Jeg har grædt mange gange i dag, mens jeg bare har siddet og ikke rigtigt haft nogle grund til det. Det sker bare.
Jeg har ikke været i skole. Vågnede i morges, utrolig træt og bestemte mig for at jeg ikke ville tage i skole igen, så hammer træt som alle de andre dage.

Lider af søvnmangel. Ikke noget jeg siger for sjovt. Ikke noget jeg ellers har taget særligt avorligt. Men det er blevet slemt. Jeg har ikke kunnet sove lige meget hvor meget jeg prøver på det. Ligger mindst en time i min seng og venter på at falde i søvn før jeg rent faktisk sover. Tænker tænker tænker. Prøver på ikke at tænke. Prøver på at sove. Det lykkes bare ikke. Der er ikke noget der lykkes. Jeg får ikke lavet noget som helst. Min hjerne koger sammen og jeg ved ikke hvorfor. Er bange for at det er stres eller sådan noget. Men det burde jeg ikke have. Så travlt har jeg heller ikke.
-En del lektier. Tager i skole kl 20 over 7 hver dag, og er hjemme gennemsnitlig kl 16. Selføldig er det lidt lang tid, når jeg også har en times lektier osv.
-Jeg har 2jobs.
-Venner jeg skal være sammen med
-familie jeg skal tale med
-konf sang jeg skal ha skrevet til bror
-kæreste der skal passes
Og det er det. Hvor svært kan det være at få tid til? En uge består af 168timer.
Og det går jo også fint nok, jeg når jo det hele. Det eneste jeg skærer ned på er søvnen. Al den tid der er tilovers er jeg træt og trist, men kan ikke sove. Håber ikke jeg kommer til det punkt hvor jeg skal til at tage panodiler, sovepiller osv for at sove mere end 5-6timer hver nat.
Når jeg endeligt er faldet i søvn vågner jeg midt om natten og kan ikke sove igen. For tankerne vrimler frem i mit hoved inden jeg har nået at stoppe dem.
Det er forfærdeligt. Aner ikke hvad jeg skal gøre.
Træt. Træt af det hele...