2 kilo mindre... Jeg løj i går. 2kilo mindre end hvad jeg havde bestemt jeg ville veje. Min mor var til noget igår, om at tabe sig. Hun er tyk og vil gerne af med noget af det. Hun kom hjem med en folder om hvor meget man burde veje i forhold til sin vægt. Jeg vejer 7kilo mindre end det første tal i intervallet og 17 mindre end det sidste tal, der blev angivet efter min højde. Jeg udbrød "eeeej så bliver jeg da fed, det er da sindssygt!" Og min mor kiggede bare hen på mig. Jeg kunne se at hun blev smågal. Hun er så bange. Det tror jeg hun er.
Jeg ved hun har været det. Jeg kan huske dengang hvor hun virkeligt var bange for at jeg var syg. Dengang far anklagede mig for at have en spiseforstyrrelse... Det var endda før det blev slemt.
Jeg hader når det går ned ad bakke. Det er forfædeligt irriterende at jeg ikke kan få mig selv til at gøre nogle ting. Jeg er så tæt på hele tiden. Så tæt på at lykkes. Og så pludseligt, uden jeg ved hvorfor, så har jeg ikke lyst til at spise alting igen.
Nogle ting spiser jeg. Som det ser ud nu ihvertfald. Jeg spiser mandariner og rundstykker. Og aftensmad også. Massere af mad til aftensmad for ellers kan jeg ikke holde mig selv vågen i ca 18 timer om dagen. Og det skal jeg. 6timers søvn er hvad jeg max får. Sådan er det bare. Det bliver nok aldrig anderledes.
Men jeg vil over det her. Det her med ikke at spise. Og jeg kommer det. Jeg kommer over det hele tiden, og jeg falder også hele tiden tilbage.
På den anden side tror jeg også at jeg er ekstra hysterisk. Ekstra bange for at falde tilbage. For jeg har set mig selv gøre det så mange gange. Så hvis jeg ikke spiser, bare en enkelt dag, så bliver jeg sur på mig selv. Rigtig gal indeni over at jeg ikke kan tage mig ordentligt sammen.
Det er forfærdeligt.