Han er stadigvæk den dejligste kæreste nogensinde. Havde bestemt, da jeg tog hjem i fredags at HAN skulle skrive næste gang. Ikke at det altid er mig der skriver egentligt. Slet ikke. Men han skulle bare gøre det først denne her gang.
Og da fredag nat gik, føltes det som en evighed siden jeg havde set ham, men han skrev ikke. Han skrev aldrig fredag nat. Selvom det havde været så rart. Men i går aftes/tidlig nat, da jeg lå at så bagland, og lige netop tænkte på at jeg savnede ham og at han er dejlig skrev han - en gennemført og fantastisk besked. Som så tit. Han kan noget med ord.

"Hej skatter...
Ville lige sige godnat til dig, og tak for sidst, det var en hel fantastisk dag!<3 det kan ikk beskrives hvor dejlig du er min skat...
Savner dig allerede... Men sov godt skat, nat nat.."
Bare jeg har noget at vente på. Tror vi når helt til festival. Helt til sommer. Ved selfølelig ikke, der kan ske så meget. Han kan blive stiv, være dum, være mig utro, jeg kan gøre det samme. Han kan bare blive træt af mig, og omvendt. Men ligenu, der virker det ikke sådan. Det er som om at der er bare lidt udsigt i det her. Er ikke så bange hele tiden. Det er gået lidt over. Jeg må jo bare tage det hele til den tid. I morgen kommer jo alligevel, og den dag kommer også, lige meget hvor meget jeg tænker, lige meget hvor meget jeg prøver at undgå det.
Vil bare ikke græde. Har ikke grædt foran en fyr i ædru tilstand, og kun foran 1 i fuld. Og sådan må det gerne fortsætte med at være. At jeg bare blev kold, når han sagde at han ikke ville mere. I stedet for at jeg ville give mig til at græde. Det ville være så rart hvis jeg ku vente med det til jeg lå alene i min seng om aftenen. Til jeg lå der med alle spørgsmålene og svarende. Men ja. Kan jeg nok ikke. Har ligget for meget af mit hjerte i hans hånd. Men sådan kan jeg godt lide det lige nu.
Er så fantastisk glad for ham. Har lyst til at ligge ved siden af ham hele tiden. Kysse ham, holde om ham. Have ham til at være tæt på. Være helt inde under huden.
Nå arbejde kalder...