Nogle gange spørger jeg mig selv om jeg har valgt den rette profession. Om jeg ikke hellere skulle vælge en branche, hvor mit temperament kunne få frit udløb.
fordi jeg føler noglegange, når der bliver talt ned til mig, at jeg går på kompromis med mig selv. at jeg finder mig i for meget. men jeg bliver nødt til at sætte mig udover mig selv og det kræver øvelse.
Tænke proffessionelt. Og det virker også for det meste, men andre gange har jeg sådan en brændende lyst til at sige hvad jeg tænker til disse uforskammede mennesker, som har blandet begreberne "slave" og "tjener" sammen.
så ville jeg skabe en masse problemer for mig selv, det ved jeg godt.
Men jeg tror, at jeg ville have det bedre med mig selv.

Men det sker ikke så tit og det er måske derfor at jeg holder ved. Jeg har endda været udsat for den ultimative test og bestod. Selvom jeg var så arrig at mine hænder rystede. Så arrig har jeg aldrig været før eller siden, men gæsten var også ualmindelig uforskammet og væmmelig. Så måske kan jeg godt være proffessionel alligevel. Det er bare svært noglegange, fordi jeg føler at de har behov for at der er een der fortæller dem hvad de er og hvordan de opfører sig og jeg vil meget gerne være den der gør det. Men den barriere der hedder proffessionalisme holder mig tilbage. Det er nok godt nok, men hvor går grænsen? Jeg kender min egen grænse, men det er pisse svært når det bliver indirekte. For hvordan skal man så reagere?

Det ville være lettere hvis man blev kaldt noget grimt direkte. Det kan man bedre svare igen på.
Men nogle gange føler jeg migsom en pædagog blandt uvorne unger. Uvorne unger på 30 - 40 år.
Og hvis de kunne læse mine tanker..puhaa, det ville være skægt.

Arrogante og nedladende mennesker tiltaler mig absolut ikke!!!