Jeg hader, når jeg gør dette her. Lukker af. Prøver at efterligne andre. Gøre alle tilfredse. Jeg troede, at jeg HAVDE fattet det for længe siden. Du kan ikke gøre alle tilfredse. Du kan ikke få alle til at lide dig.
Men så dukker sådan een af disse dage her op. Hvor jeg igen falder tilbage i tiden, nørdet, mærkelig og udenfor. Fordi jeg siger nogle mærkelige ting. Fordi jeg er følelsmæssigt impulsiv, når jeg er glad og det er jeg næsten altid. Fordi jeg trives med mennesker. Fordi jeg både er køn OG intelligent. Fordi jeg kan være seriøs og barnagtig på samme tid. Fordi mennesker generelt kan lide mig, trods min specielle væremåde. Men noglegange kan jeg mærke det. Som jeg altid kan, når jeg "åbenbart" er gået over stregen. Er kommet til at overskride "deres" grænser for hvordan man opfører sig . Fordi jeg er ikke bange for at gøre mig selv til grin. Er ikke bange for at gøre grin med mig selv. Er ikke bange for at åbne mig. Er ikke bange for at te mig tosset. Det lander på mig som en sumobryder og der er ingen vej tilbage.
Min veninde, min dejlige veninde, beskrev mig på en måde jeg elsker hende for. Hun kender mig. fra vi var 4.
Hun sagde til sit polterabend, fordi jeg igen havde gjort noget som forargede den ene halvdel af gruppen og henrykte den anden. " Det kan godt være at Camilla virker skør og godtroende engang imellem og siger mærkelige ting, men hun er lynende intelligent".
Tak, Rikke. Fordi du ramte nemlig hovedet på sømmet. Fordi du kender mig. Fordi du har kendt mig hele dit liv. Fordi du ved hvem jeg er. ( Så er vi to!)
Jeg sætter en ære i min intelligens. Deri ligger meget af min personlighed.
Min intelligens er ikke speciel høj. Ikke noget Mensa ville løfte et øjenbryn over. Men trods min specielle opførsel, holder jeg øje med alt og alle og registrer. Jeg er blevet kaldt observatør. Jeg elsker at se og lytte til mennesker. Jeg elsker at møde nye mennesker. At vide noget nyt. At lære.
Men engangimellem sker det uundgåelige. At jeg møder et menneske som jeg ikke kan med. Som pisser mig af...ja..ja, det gør alle jo, det er ikke noget nyt og det er heller ikke særligt specielt.
Men det irriterer mig. Fordi hvis man ser igennem alle de egenskaber jeg har, så ligger det stadig gemt helt inde i mig. Bekræftelsen. Det irriterer mig. det irriterer mig, at jeg alligevel og stadig søger den så meget. Det irriterer mig, at den får lov til at styre mig ..stadig.
Når jeg møder et menneske, som ignorerer mig. Som overhører mig. Som ingen reaktioner får overhovede, når jeg taler til vedkommende. Som får mig til at føle mig udenfor.
Og så har jeg lyst til at skrige. Skrige hende ind i hovedet om hvor stor en taber hun er. Om hvor dejligt det måe være at være så følelsekold og så "dygtig". Om hvor frygteligt det må være at skulle give alle de penge om måneden til hendes testetorontilskud og om hun overhoved får tilskud fra kommunen ihh. til servicelovens §81.
Men alt det sidder fast i mine tanker og presser mit humør i bund.
Det er sgu sørgeligt, at sådan en tingest skal ødelægge mit humør. Men sådan er det. Heldigvis ikke tit. Måske 2-3 gange om året. Egentlig ikke meget sammenlignet med så mange andre mennesker. Men nu er jeg ikke andre mennesker og dette her er min dagbog, så jeg skriver om hvad der passer mig!
Og så kommer socialrådgiveren op i mig.
Hvorfor er hun mon sådan? Hvorfor tænder hun på mig? Det er tydeligt, at hun ikke lukker særligt mange mennesker ind i sit liv, og opretholder en granitsikker facade. At hun opfører sig....ja..mærkeligt. en anden slags mærkelighed. Modsat min. Hun irriterer mig. Fordi hun vil ikke. Jo mere åben jeg er overfor hende, jo mere lukker hun af. kører sin bestemte, men dog til tider venlige, facade. Og når hun er der bliver jeg presset ud. Hun fylder mere end mig.
Men det skal jo heller ikke være et spørgsmål om hvem der fylder mest. jeg prøver, at lide hende, fordi vi skal arbejde sammen og holder igen med mine skøre indfald, men for satan.......hvor bryder jeg mig virkelig ikke om hende.
Endnu en tilføjelse på min liste over mennesker jeg ikke kan lide. Den er nu oppe på HELE 3!!!!!WAUWWW!!!!
Men det er mange i min verden og især når jeg er tvunget til at omgås dem. Og det er jeg...i et stykke tid.
Heldigvis opvejer samtlige kolleger og chef hendes ...........ja, jeg kan ikke engang sætte en finger på det.....røvhamrende spasseropførsel...SÅ LØSN DOG LIDT OP, DIN SELVUDNÆVNTE SELVHØJTIDELIGE KNUDE..JEG ER IKKE FARLIG..JEG TRUER IKKE DIT TERRITORIE!!!!
Måske kommer det til en konfrontation engang (garanteret under stor indtagelse af tequila), men fuck det...jeg tør godt være ærlig overfor hende.....hun er jo mit åbenbare modstykke!
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Mit åbenbare modstykke er publiceret
04/10-2002 19:55 af
Camilla Moe (moe).
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.