Meninger er en underlig størrelse.

jeg sidder og vil skrive min mening om noget, men det er altid de samme, gennemtærsket meninger som popper op.
Og jeg bryder mig ikke om at gentage mig selv.
Derfor er det langt tid siden at jeg har skrevet min mening, fordi hvad er den?
Og skal man partout have en mening om alt!
Det er der nogen som mener.

Det er som om mit kar er tømt for meninger, som om alle dråber er tørret bort, eller som om det er fyldt med stillestående vand, som de fleste ved hvad der sker med, hvis der ingen bevægelse er eller tilstrømning af nyt og frisk vand. Det rådner!

Men det har jeg heller ingen mening om.
Det er ikke apatien der overtager igen. Det kan jeg mærke.
det er bare en konstatering og jeg vil ikke fremtvinge en mening, fordi den vil aldrig blive helt ægte, mere lidt påtaget, og er det så en mening?

Men det er en underlig fornemelse, at være tømt for meninger. Også lidt skræmmende, fordi hvad nu hvis jeg aldrig kommer til at mene noget mere?!
Det sker nok ikke, men måske vil det være det samme jeg hvirvler op fra bunden, bundfald i de samme mønstre med samme lugt.
Og hvor ryger jeg så hen, hvis det sker?
ned på bunden igen?

Det synes for mig, at der ikke bliver født nye små spædmeninger mere. små nuttede meninger, rendende rundt i deres alt for store bleer, gryntende, fnisende eller skrigende, og den kildrende fornemmelse, når man slipper dem ud i den store verden, hvor de skal prøve sig selv af. Og hvor man skal forsvare dem, når andre prøver at tryne dem.

Måske er jeg blevet frigid!
Steril! Kan ikke avle dem mere.
Måske keder jeg mig bare og er sunket godt og grundigt ned i mit eget navlemuld. Kvikmuld!

Den gråhvide blomkålssuppe (undskyld...blomkålsCREMEsuppe) hænger udenfor mine vinduer og banker forsigtigt på for at komme ind.
Den spærrer for mit udsyn, med vilje.
Så en løber nede ved fjorden. Tog mig selv i at beundre de mennesker som kan stå tidligt op for at løbe inden de skal på arbejde. det har jeg prøvet, men min krop var stærkt uenig med det forslag!
Der blev nedlagt veto og efter en heftig debat, som var tæt på at ende i et korporligt sammenstød, bøjede jeg mig, som den underdanige modstander, som jeg var.

PS: jeg HADER at løbe!!

Min samvittighed har taget over i dag og beluttet for mig at nu er det sgu tid til at tage ned til frivillighuset i kraft af at jeg faktisk ikke har virket som kasser i alt for langt tid, men min interesse og min tid har været minimal, dog ikke samvittigheden.
jeg har ikke lyst til at være frivillig mere! Men jeg holder tiden ud, indtil jeg har en god grund til at stoppe. Jeg vil hellere overlade posten til een som har tiden, lysten og som arbejder som soicalrådgiver. Det gør jeg ikke.
Og jeg er ved at lægge en plan om en mundtlig fremlæggelse til næste bestyrelsesmøde om mine tanker.

Det er det bedste for os alle.

Om det var en mening, ved jeg ikke. Den er lidt tynd i det, men meninger behøver jo ikke altid være tykke og overernæret.
De er vel lidt lige som os mennesker; mangfoldige.