Kæreste dagbog.

Dagen idag startede med en tragisk nyhed. V er død. Dræbt på den meste ulykkelige og meningsløse måde. Først troede jeg det var en god begivenhed, da jeg hørte hans navn; at han måske vente tilbage til firmaet. Tænkte på hans humor og latter med glæde. Men nej, han er ikke mere. Jeg fatter det ikke endnu, jeg vil ikke tro på at han er væk. Han var altid glad og munter, frisk og fræk som bare pokker. Han var af den type, der gik direkte ind i folk, både store og små. Mine ungerne var i hvertfald vilde med ham. Og det har jeg hørt fra flere. Jeg ved godt det ikke hjælper at spørge hvorfor, ved godt at jeg intet kan gøre, ved godt at vi alle skal herfra på et tidspunkt. Men han var så ung, ikke en gang 30, og havde hele livet foran sig. Det er bare så meningsløst at han allerede skulle herfra.

Farvel V. Jeg håber du nåede at få det ud af livet, du ønskede dig allermest. At du nu, uanset hvor du er, stadig kan følge os, og le og græde sammen med os. Du vil blive savnet, og aldrig glemt. Du har sat spor i vores alle sammens hjerter. Og det er vel dét, det handler om.

Tåerne kommer, når det har bundfældet sig. Men det er ok, for du er værd at græde over.