Der er så meget jeg er utilfreds med mit job, min familie og mig selv. Jobbet er det værdste. Jeg har fået nye lederer, og de er bare lede og ubehagelige. Alt handler om hvor meget vi kan producere, og de er ligeglad med trivsel, og hvem der bliver mejet ned i reset. Det var ikke det her, jeg brugte 5 år af mit liv på uni for! Jeg har søgt 10 nye stillinger og venter bare på svar. Jeg er desperat efter at komme væk, jeg vil faktisk lave hvad som helst andet end det her. Det er en kamp at komme op og på arbejde dagligt, men jeg kan ikke bare sige op, da jeg har hus, bil og børn som koster. Hvis jeg kunne sige op, så gjorde jeg det på stedet.
Der hjemme er der også kaos. Min ældste datter går amok og den lille har angst. Det virker lidt som om at jeg fejler lige meget hvor jeg er. På arbejdet er det nok mest ledelsen skyld men der hjemme må jeg jo have fejlet big time.

Kommunen er inde over for at hjælpe med min datter. Det trækker også tænder ud jeg skal rende til det ene møde efter det andet. Vi har lige afsluttet familieterapi og nu står den på individuel terapi alt sammen på kommunes regning. Men gør det noget bringer det os ud af alt det kaos, indtil videre nej. Det hele ligger bare og ulmer klar til at ekspodere når som helst.
Jeg kan snart ikke mere har lyst til at stå af reset og bare grave mig ned et sted og vente på bedre tider. Det er så heller ikke en løsning. Løsningen må være gemt et sted.