I går var jeg i selvhjælpsgruppe for folk med depression. Den må så ikke hedde selvhjælpsgruppe mere, fordi en af de nye medlemmer, synes det er forkert noget med, at man ikke hjælper sig selv.
En af de andre havde gået hos samme psykiater som mig. Hun var helt vild med ham og roste ham til op over skyerne. Jeg spurgte de andre til råds om jeg skulle tage den medicin alligevel, fordi lægen nu synes, det var en god ide. En sagde, at hun synes forebyggende medicin var godt, fordi hjernen også tager skade af depressionerne, men jeg har jo haft en periode med 10 år uden, og der gik 4 år fra min sidste depression, til den jeg fik i foråret. Alle de andre synes også, jeg skulle lade være at tage medicin. En af dem havde taget det samme medicin og havde fået en slem allergisk reaktion. Hun sagde: "det lægerne giver os, ved de ofte ikke hvordan virker i længden, men det er prøvet på dyr, og hvis dyret ikke dør, ja så kan vi med psykiske sygdomme også godt tage det".

Der er så stadig den der lille tvivl, hvad nu hvis lægen har ret? Hvad nu hvis jeg snart bliver syg igen? Hvad nu hvis medicinen er mindre skadelig end endnu en svær depression? Min egen læge mener ikke, jeg har taget skade af mine depressioner, fordi jeg altid er gået i behandling meget hurtigt og behandlingen har virket inden for ca. en måned hver gang. Hun støttede mig også, da jeg stoppede behandlingen i sommers.
Jeg mistede min bedste veninde under min sidste depression. Hun sagde hun ikke ville stå på sidelinjen endnu engang når jeg var syg. Hun havde behov for mennesker med et lyst livssyn i sit liv. Det gjorde frygteligt ondt at hun vendte mig ryggen. Vi har kendt hinanden siden børnehaveklassen. Det lidt ligesom at miste en søsken. Man ja medicin havde jo ikke fået hende til at blive- desværre.