M er vokset op i et miljø fyldt til randen med kunstnere og politisk aktive, filosoffer og andre tænksomme typer og svæver naturligt og ubesværet rundt mellem idéer og begreber, jeg i bedste fald har et akademisk og perifert kendskab til. Hendes forældre er indbegrebet af intellektuelle. Det emmer ud af dem; måden de taler; det, de taler om; det, de ikke taler om. Og så er de enten de sødeste mennesker, jeg har mødt, eller forbandet gode til at lade som om.
Ms far (Max von Sydow på valium; stoisk søjle med blå øjne, vildt, blond hår) tager imod os i indkørslen. Da vi står ud af bilen breder han sit enorme vingefang ud og omfavner M, der knuger sig ind til ham, som om de ikke har set hinanden i årevis. Så går han rundt om bilen og omfavner mig og byder mig velkommen med en varme i stemmen, som uvægerligt må have bidraget til den globale opvarmning ... måske derfor han ikke siger så meget.
Ms mor (mørkøjet fe i boble af knitrende, statisk elektricitet; Noomi Rapace by Tolkien & Prada) står i haven bag huset og maler. Hun er klædt i stramme sorte jeans, en strikket, grå poncho og korteskaftrede, grove læderstøvler. Hendes mørke, krøllede hår er samlet i en løs hestehale, og hendes mørke øjne er fikserede på lærredet.
Da vi træder ind i hendes synsfelt rækker hun armen i vejret og begynder at hvine - M slipper grebet om sin far og sætter i løb. Også hvinende.
De seneste måneder med M har klart forbedret min evne til at forstå svensk, men den strøm af ord, M og hendes mor udveksler i haven og de efterfølgende dage, fanger jeg intet af. Intet. Der er intet skandinavisk over det overhovedet, nærmere italiensk eller portugisisk eller spansk, ratatatatatatataeee...
Under et kort ophold i de verbale maskingeværssalver vender Ms mor blikket mod mig, ser tilbage på M, smiler bredt og fortsætter så skydningen, der er et mix af latter, gråd og ord.
Jeg når lige at tænke, om jeg eller nogen i min familie nogensinde har været så glade for at se hinanden, eller har vist det så åbenlyst ... jeg tror det desværre ikke.
Så trækker M sin mor med over til mig.
Hendes mor omfavner mig og giver mig et kort kindkys. Så træder hun et skridt tilbage og siger, i et tempo modereret til ikke-svenskkyndige, at hun er så glad for at møde mig. Hun virker nærmest rørt.
Er de ikke vidunderlige? spørger M, da vi senere går tur i et lille stykke skov bag huset.
Jeg lancerer min Sydow/Rapace teori, som M synes er spot on, og tilføjer, at de er de sødeste mennesker, jeg har mødt.
Og mig? Spørger hun.
Sydow/Rapace version 2.0.
Under aftensmaden insisterer Ms mor på at høre min version af, hvordan vi mødte hinanden, og Ms far, der, ligesom M, er en über seriøs langrendsløber, er interesseret i at vide mere om mig og mit løberi. De spørger begge til min uddannelse og mit nye job og min familie. Samtalen omkring bordet er begyndelsen på verdens rareste afhøring; arkitektlampe og kold kælder er erstattet med stearinlys og møbelklassikkerer i en smuk, hvidmalet stue med hvidskurret plankegulv og løse ægte tæpper; good cop/bad cop er udskiftet med all good cops.
Jeg har en fantastisk familie - mine forældre og min søster er fandeme skønne og intelligente og stimulerende at være sammen med - jeg elsker dem allesammen helt vildt meget.
Men noget ved Ms forældre rammer en streng i mig, der aldrig er nogen i min egen familie, der har truffet.
Noget dybere.
Som om de straks forstår noget om mig, som ingen i min egen familie har opdaget eller forstået, noget jeg ikke engang selv har helt styr på hvad er ... ok, jeg stopper her, inden det kammer over. Jeg aner jo ikke selv, hvad fanden det er, jeg har gang i.
M og jeg var sammen med hendes forældre i tre dage og havde så et par dage i en lånt lejlighed i Stockholm, inden jeg tog toget tilbage til København; M kommer tilbage i morgen aften. Hertil. Min lejlighed. Vores hjem ... Mærkeligt, skræmmende, men også fantastisk.