Nogle dage har jeg virkelig intet at bidrage med ... Og alligevel sætter jeg mig på min ældgamle, upolstrede kontorstol, vipper låget op på min mac og giver mig til, som en spætte på jagt efter godbidder under birkebark, at klapre løs ... Følelsen af at være fanget i et tanketomt rum knockoutet af trangen til at skrive, og heldigvis får blinde høns også føde på bordet ... Kender du det? Idéer, vinkler, der opstår ud af ingenting, billeder, der fader op i stedet for ud, tanker, der pludseligt river sig løs fra den grå, tågede masse inde i dit hoved og driver ind i din bevidsthed, funklende klare, skarpe som ind i helvede? Det er miraklet, jeg håber min usammenhængende morsekode til sidst vil fremmane ... Tog ind til KBH i dag. Kødbyen, Halmtorvet, Vesterbrogade, Strøget, Grand Teatret (Macbeth), tilbage over Rådhuspladsen, via Vesterbrogade til Hovedbanegården og hjem til Lyngby. Det var godt (Kødbyen) og koldt (turen) og brillant (Macbeth) ... Jeg elsker at være alene; spise på restaurant, gå i teatret eller biografen eller på museum; sætte mig med min notesbog og tegne og skrive - alene. Min fysiklærer i folkeskolen fortalte, at det er umuligt at observere uden at påvirke det, der er genstand for observation ... Jeg reddede mig et jævnt 7-tal i fysik og skal ikke kloge mig på sandhedsværdien af hans udsagn, men kan i hvert fald følge tanken så langt, at jeg godt kan se, at jeg, uanset hvor meget umage, jeg gør mig for at sidde helt stille og ikke larme, når jeg sætter kaffekoppen fra mig, alene ved min tilstedeværelse ændrer den virkelighed, jeg opholder mig i; uden mig i billedet var fyren, der bryggede min kaffe, eksempelvis ikke blevet forstyrret lige dér og på dén måde i sin hjælpeløse flirt med den anden barista, nogle andre kunne have siddet ved mit bord ved vinduet og set ud på livets gang i hipsterland, der også ville have været anderledes, fordi det så ville være dem og ikke mig, der få minutter tidligere havde bevæget sig henover de let sjappede brosten; vi forstyrrer af helvede til, uanset om vi vil det eller ej; min fysiklærer ville formentlig havde sagt, at vi skaber mere kaos, jo mere vi forsøger at undgå kaos ... Matilde Cotillard spillede Lady Macbeth ... hold nu lige kæft, hun er fin! Jeg har søgt en håndfuld stillinger, kun ting jeg med sikkerhed er overkvalificeret til. Det kan lyde nemt, men det er sgu ligesom at fiske store fisk på tynd line; med lidt fingerspidsfornemmelse og en god portion held skal det nok gå, men faren for at mistet det hele er overhængende; virksomheder har en iboende modstand mod at ansætte mennesker, der signalerer, at de kun er på transit. Vi får se. Hvorfor lige nu? Vel fordi jeg ikke har haft overskud før nu. Og så er der M. Jeg tror, hun giver mig lyst til at udrette noget. Og ikke kun på grund af det hersens kæreste-halløj, vi læner os op ad; hun er simpelthen bare typen, der får omgivelserne til lige at stramme ballerne og mande sig op. I morges snappede hun et billede fra en kunstigt oplyst langrendsløjpe, hvor hun lige havde tilbagelagt 30K - klokken var 7 - my kinda girl.