I dag gav hun op.
Ja, den person der skal hjælpe dig med at løse dine problemer.
Hun gav virkelig op.
Jeg kan slet ikke forstå...

Mit hoved er ét stort rod.
Jeg kan slet ikke finde rundt i, hvad der er tanker og hvad der er virkelighed.
ARH... hvad skal jeg stille op? Bare vente? Jeg kan ikke mere!
Det var det jeg skulle have fortalt hende, men min mund kunne ikke. Der kom ikke ét ord, og nu er det forsendt, for nu kan hun ikke høre mig.
Utroligt, jeg siger intet. Jeg tænker det hele, men tør ikke åbne munden i frygt. Jeg er så utroligt bange. Siger jeg nu noget forkert? Hvad tænker hun om det? Hvad tænker hun om mig?
Jeg hader spørgsmål... Altså når det ikke er matematik, for de er de eneste der har et korrekt svar. Jeg sider og tænker. Skal jeg fortælle hende om mine tanker? Men de kan jo blive opfattet forkert og så skal jeg stå til ansvar for mine dumme tanker.
Jeg synker længere ned i stolen og gnider mine øjne. Hun sender mig et forventningsfuldt blik.
Ordene masser for at komme ud og mit hoved kan snart ikke holde dem inde mere.
"der er kun 20 min. tilbage"
Mine tanker hopper frem og tilbage... jeg ved ikke om jeg skal tage det som en lettelse, at det snart er "forbi", eller om jeg skal stresse, fordi jeg umuligt kan nå at fortælle hende det hele på kun 20 min. Tænk dumme hoved, tænk! Jeg ved det virkelig ikke jeg sider bare helt tavs der, mens jeg mit hoved knager som et par nye gummisko.
Hun fik det ikke ud af mig...
Tårerne kilder i mine kinder og er endnu ikke nået ud af tårekanalerne. Jeg skynder mig at grine, det var rart, jeg slap for tårer. Hun rejser sig opgivende op. "det her var så din sidste samtale". Hun snakker en masse; prøve din læge om to år når du bliver 18år, så kan du få noget mere psykiatrisk hjælp.
Er det sådan hun vil forlade mig?! I et flere kilometer dybt hul, og uden en stige!?
Sidste samtale fortalte hun at hun havde givet op på mig, og om hvor god en psykiater hun selv synes hun er. Hun sagde at det jeg kæmpede mod var så stort, men at hun bare ikke kunne komme videre med mig. Hun var ikke den rette til at hjælpe mig, men hvem så?
Jeg ved det godt, jeg burde bare give op og indse at jeg ikke kan lave om på dette liv.
Det var på mange måder også det hun gav mig indtryk af, med ordene: hvis du skal have den rette hjælp skal du ud i noget drastisk.
Ord som kun smadrer, min allerede smadret verden, endnu mere. For hvad er det for en verden, hvor man kun kan få hjælp, hvis man prøver at tage sit eget liv og offentliggøre det bag efter?!
Jeg burde da ikke behøve fortælle verden, at jeg ikke har lyst at leve mere! Og hvad er det også for nogen opmærksomhedskrævende krav, at stille en der frygter opmærksomhed!?