Det er fuglenes park. Ormenes, fluernes, jordens, græssets, buskenes og træernes park. Pattedyrenes park. I hvert fald kattenes, musenes, rotternes, rævenes, egernernes og hundenes park. Det er også de dødes park. Oven over lag af kister og lange rækker af urner, sidder de levende. Bænket på alle de plane (tørre, rene) flader de kan komme i nærheden af, mens de begærligt suger foråret ud af dagen i dag.
Endnu flimrer luften kun svagt af lugten af jord og formuldede skæbner. Solen er skarp. Den skinner helt ind i sjælens kernehus og oplyser både håbet og de fortabte minder. Foråret er noget man længselsfuldt går og glæder sig til, i den lange, dunkle vinter. Men når det er her - meget virkeligere, koldere og mere grelt, end man husker det - er det fuld af fortidens spøgelser og løfter, som ikke indfries. Foråret er årets kraftigste projektør. Det nådeløse lys ser alt; spindelvævet, pletterne, rynkerne, støvet, forfaldet, drømmene, som nægter at dø.