Lige et par ord fra mig. Ny dag er begyndt og allerede flere timer. Foran mig ligger en hel del, som jeg gerne vil have ordnet. Ikke kun ny dag er begyndt, men også en ny uge. Inden vi ser os om, er en uge slut. Hvem forstår, at vi allerede har den 18 august i dag. Da jeg var barn var et år meget længere end i dag. Nu føles det, som er det forkortet med 2 - 3 måneder. Hvad er det, der får tiden til at gå hurtigere? Er det alderen eller er det ens aktiviteter. Hmm, jeg ved det ikke og måske er det bedst bare at lade tiden gå, som den nu går.

Ellers er weekenden forløbet nogenlunde. Vi boede i båden, mens der var slusefest. Et kæmpeprojekt, som gik rigtigt godt. Lørdag aften oppe i festteltet havde jeg et lille dyk. En person gik følelsesmæssigt for tæt på mig, så tårerne sprang. Personen fortsatte og nåede så langt som at overskride mine grænser. Personen drog min mand ind i samtalen og forsøgte faktisk at sætte splid mellem os - så klokken blev ikke så mange, inden vi gik ned i båden. Vi fik snakket lidt om, hvad det var der skete, men slet ikke nok. Vi må fortsætte snakken om det herhjemme - helst allerede i aften. Han var skuffet og jeg var ked og fik skyldsfølelser. Han bad mig smide alle de forbandede fortidsspøgelser væk og så være mig selv. Hvor har han ret - min dejlige mand, men hvor er det svært. Jeg lovede at gøre et forsøg. Jeg forsøgte i går, mens vi ryddede op efter festen. Gik og øvede og JEG ovelevede. Der var ingen, der bed hovedet af mig. I nat kunne jeg ikke sove. Lå istedet og læste. Jeg læste bl.a., at man er, som tankerne man tænker. Hmmm. Er du lille og usikker - ja så ER du lille og usikker. Jeg synes, at jeg tænker mange smukke og positive tanker, men må lære at udtrykke mig, når jeg er sammen med andre. Mine ord sidder fast i halsen og vil ikke frem. Det er så ærgerligt, for jeg ved godt, at jeg indeholder meget mere, end jeg giver udtryk for. Så jeg må igang med at øve og øve og øve i, at være naturlig istedet for bange og usikker og komme frem med mit budskab - klart og tydeligt, istedet for lavmælt og mumlende. ØV. Kort og godt tro på mig selv.

Det var lidt selv-terapi, som I læsere så fik med. Det hjælper utroligt, at skrive sine tanker og følelser ned og jeg synes, at det er den største gave, jeg nogensinde har fået. Det at kunne skrive - formulere mig skriftligt - det er jeg SÅ taknemmeligt for. Ergo, der er HÅB forude. Jeg vil ud af min negative onde cirkel. Jeg vil gøre både min mand og mig selv den tjeneste, at "uddrive" mine fortidsspøgelser. Jeg vil, jeg vil, jeg vil.

Jeg vil slutte af med nogle positive ord:
"Vær positiv, så kan du fremkalde det bedste i livet bare ved din sindsstemning."

Hyggehejsa og god dag fra Nellemor.