Min far er sammen med sin kæreste igen.
Hun har en cyste på æggestokken, 12 x 8 centimeter. Den gør ikke ondt.
Jeg har vænnet mig til hende siden sidste gang.
Jeg er blødt op over for hende, men jeg tror ikke, hende og min bedstemor bliver gode venner overhovedet.

Min bedste er så ked af det.
Hun fylder snart år, men hvem skal hun invitere?
Hendes mand gik fra hende, fordi han blev sur på min far og ikke nød sin tredje alder.
Hendes børn er uvenner og min far kan ikke være i stue med sin far, så sure er de på hinanden.
Hun snakker næsten kun med mig, min tvillingebror og min fars ekskone.
Hun er helt sikkert ked af det hele, men er magtesløs.
Hun er deprimeret, men vil ikke have piller for det, det har lægen tilbudt hende.

Min far vælger sin kæreste og hendes børn over os tvillinger.
Jeg forstår godt han er kold over for sin ekskone, men ikke overfor sin mor og børn.
Jeg støtter ham så godt jeg kan, alligevel er kontakten højst nogle sms'er, der oftest kræver en ekstra for at sparke ham i gear til at svare.
Hendes børn er oftere på besøg hos dem end os store børn.
Det har jeg det svært med, for det føles som om at han prøver at gøre det bedre med dem. Han var jo fraværende da vi tvillinger var yngre.

Min bror siger ikke så meget, ligesom to generationer før ham, men man kan se på ham, at han er ved at køre træt i det hele.
Han bruger sin fritid foran computeren, laver stort set ikke andet efter sommerferien er begyndt.
Fars ekskone er efter ham uanset hvad. Det har hun altid været og når så de har skændtes, skulle jeg stoppe det. Det skal jeg stadig.

Jeg er vågen det meste af natten og sover om dagen.
Jeg er doven som ind i helvede og min hukommelse bliver værre og værre.
Min intelligens, som min far var så stolt af engang, har røget sig en tur og jeg ved ikke om jeg kan blive ved sådan her meget længere.
Jeg håber at kunne komme i gang med skolen til August. Eller bare et eller andet.
En person med en psykisk lidelse burde ikke sidde hjemme i mange uger og bare stirre ud i luften. Jeg har været til tre samtaler med sagsbehandleren og til to lægebesøg på fire-fem måneder. Det holder ikke.

Det er lige før jeg går efter at blive politiker.
Lige før.
Det kan sgu da ikke passe, at så snart man er valgt ind i folketinget, er alt glemt om løfter og personlige holdninger og man skal makke ret overfor flertallet.

Jeg ved alligevel ikke, hvad jeg skal lave efter HF.
Jeg gad godt blive forfatter med bestsellere, eller bare et par bøger ude i verden.
Men også kunstner og musiker. Alle de der drømme, der kræver et fast job ved siden af og omtanke.

Jeg er så forbandet træt af det hele.
Hvorfor skal det være så svært at leve hele tiden?
Jeg er ikke engang tyve og jeg er klar til bare at gå direkte på plejehjem og snakke med de gamle. Høre på deres historier og fortælle mine egne.
Hvis det er så hårdt at være ung, vil jeg ikke engang ud og være voksen.