Kære mormor...

Så døde du. jeg vidste det egentlig godt. Jeg tror dit ansigt fortalte mig det. At du havde set det du ville, når du havde hilst på Thor. Ringen er sluttet - fra jord til jord...

Jeg ved ikke hvorfor vi ikke kendte hinanden bedre. Da mor og far tog martin og jeg med til Jylland, var det som om vi forsvandt fra din bevidsthed. Vi hørte og så ikke meget til dig. Det var som om, at vi ikke længere havde så stor en betydning som før.

Jeg kan huske at vi har plukket bær sammen og syltet dem. At der hang en gynge i træet på gårdspladsen og at morfar altid gik i haven. Haven i byen...

Jeg kan også huske, at vi altid var nede og købe bøger. Det slog aldrig fejl. Vi skulle ned og finde en god bog, som vi kunne læse sammen. Du gav mig lyst til at læse, for jeg måtte ikke få en ny,f ør den anden var færdig. Og vi fik altid is. På torvet lige ved siden af. Med Frederiksborg slot som baggrund og sommerhimmelen som dække. Du gik altid med hat, det morede mig, men du gik med den sommer og vinter. "Det gør damer"...

Og om vinteren gik du med pels. Du lignede lidt en uldtot, for du var lidt rund, når du trissede ned gennem Hillerød med mig på slæb.

Jeg forstår ikke hvorfor du glemte os? Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke havde større betydning for dig? Du lovede ellers at skrive og ringe, men vi hørte ingenting. I flere år af gangen. På den anden side har jeg slet ikke lyst til at forstå. For jeg fandt ud af at du var ked af det gik sådan - og det er nok...

Da jeg trådte ind på sygehuset, og du begyndte at græde. Knugede min hånd og aede min kind. Da du samlede alle dine kræfter og havde energi til at le og pjatte med mig. Som om intet var hændt. Da jeg gik efter nogle timer fordi jeg ikke kunne klare mere og du talte til mig. Da du sagde: " du er en god pige Maya..jeg tænker på dig"... jeg lovede at komme med Thor når han kom hjem fra ferie...

Og du blev raskere og raskere. Jeg havde sagt vi kom omkring d. 20 - og vi kom. Med tog fra Odense til Hillerød. Du blev overrasket. Glad. Nød den lille trold der legede med bile rpå hospitalsgangen. Bragte lidt glæde til de syge mennesker. Du var frisk. Var begyndt at spise - og fik at vide du skulle udskrives dagen efter. Du kunne klare dig uden ilt...

Vi var der kun en time, det var lang tid for den lille mand. Du bøjede dig ned og lod min søn - dit oldebarn - lægge armene om din hals til farvel. Og vi gik... Jeg vidste vi ikke ville ses igen.

Og jeg fik ret. Du døde i mandags. Og jeg har mærket dig siden. Set din skygge og din kontur i lænsestolen... Jeg er glad for dit besøg. For jeg kan fortælle dig, at jeg ikke er sur eller bitter mere. Jeg forstår... der er intet at bede om tilgivelse for mere. Jeg har det godt nu - har ikke brug for at dvæle ved, at vi ingen kontakt har haft (andet end sporadisk) de sidste 10 år. jeg er glad for at vi fik renset luften uden at bruge ord...Og det er mig en ære, at skulle bære dig de sidste meter næste onsdag. Jeg vil faktisk gerne. Selvom jeg ikke ved hvordan det skal gå og om jeg kan holde mig på benene...

Alt er okay nu...