Mit liv er ret fint. Faktisk. Jeg kan mange ting.
Jeg kan have venner. Og være sød ved dem. Jeg kan tale med mennesker, jeg ikke kender, uden at gå i panik, Jeg kan tillade min kæreste at elske mig, uden at have lyst til at løbe min vej, med det argument, at jeg ikke kan overskue trygheden. Og vigtigere endnu: Jeg kan indrømme, når jeg tager fejl. Når jeg går over stregen. Når jeg bliver urimelig og krævende og clingy. Når jeg blander mig i ting, jeg ikke skal blande mig i. Når jeg har lyst til at manipulere med mine omgivelser for at skabe kontrol. For det er det som sker lige nu.
Jeg er midt i et setback. Jeg har meget svært ved at fokusere på mig selv. Jeg retter hele tiden min opmærksomhed udad. Til andre mennesker. Kravler ind i dem og mærker DEM, istedet for at mærke mig selv. Det er det, vi i Al-Anon-sammenhænge kalder 'medafhængighed'. Det, som i min barndom fungerede som en overlevelsesstrategi, er blevet en måde at leve på.

Jeg ved, at jeg kan bryde ud af mine uhensigtsmæssige tanke- og handlingsmønstre. En ting ad gangen, det vigtigste først. Jeg er barn af to alkoholikere og har dermed en masse odds imod mig. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan udvikle mig. Det betyder bare, at det tager lang tid.

Min søster bad mig læse et brev, hun har skrevet til vores far idag. Brevet var fuld af bebrejdelser. Og en meget tydelig indikation af, at min søster ikke har forstået, at det er HENDE, der spænder ben for sig selv. Min søster tror, at det er vores far, der forhindrer hende i, at leve et liv, hun kan være stolt af, og stå ved.
Men det, børn af alkoholikere er nødt til at indse, når de bliver voksne er, at de har skabt et så forvrænget billede af virkeligheden og deres relation til andre mennesker, at de faktisk spænder ben for sig selv. De forhindrer sig selv i, at blive lykkelige, ved hele tiden at fokusere på den drikkende forælder og glemme sig selv.

Jeg har for mit eget vedkommende opbygget et meget ensidigt billede af mig selv. Som et fromt menneske. Som aldrig begik fejl. Eller dumheder. Jeg har lært sidenhen, at min selvretfærdighed er noget, jeg selv har bygget, og noget, jeg selv har ansvar for at pille ned igen. Min selvretfærdighed skal erstattes med ydmyghed.
Min selvretfærdighed har forhindret mig i at føle ansvar for mine fejl. For jeg var jo uskyldig! Jeg var jo FROM! Det kunne helt sikkert ikke være MIT ansvar når andre mennesker blev sårede. Og det har forhindret mig i at mærke glæden ved at blive tilgivet.
Jeg har spændt ben for mig selv hele livet. Det er mit ansvar at, at gøre mig selv tilfreds. At pille min selvretfærdighed ned. At indrømme, at jeg er fejlbarlig, men værdig til at blive elsket. Jeg har kun ansvar for min egen lykke. Og det er mit ansvar, når jeg kommer til at skade andre med mine ord, at bede om forladelse.

Tak for mig