Jeg drikker aldrig alene. Undtagen lige nu. Lige for lidt siden var der den smukkeste solnedgang. Og jeg er helt alene. Igen. Det er ikke sundt for mig at være alene.
Jeg har skrevet med Mr. Ex. Som jeg faktisk er venner med. Jeg har aldrig været venner med en eks før. Jeg drømmer ikke længselsfuldt om at få ham tilbage. Han findes bare. Og kender mig. Og synes, det er okay, når jeg er overtræt og rambler. Og kommer til at afstands-rette på den måde, hvorpå han bager cookies. Det er faktisk rart at være kendt på den måde. Af nogen. Jeg tror, det må være det, som kaldes kærlighed. Man behøver ikke være kærester med alle dem, man elsker. Jeg elsker Jesper, men jeg skal ikke være sammen med ham. Og det er okay.
Jeg vil smaddergerne til møde i morgen. Jeg har brug for, at være mit eget anker igen. Og være én, der har holdninger til ting. Og være én, der VIL noget. Og agerer uafhængigt af andre mennesker. Jeg kan nemlig godt være den, der gør mig selv lykkelig. Jeg kan godt være The Missing Piece. Den, der yder omsorg, og fortæller mig selv, at jeg er god nok. Og kan klare hele verden. Det behøver jeg ikke min far for. Eller nogen andre mænd. Jeg elsker jo faktisk mig selv. Trods alt. Jeg elsker mit mod. Og jeg elsker min usikkerhed - Den kommer et sted fra og må gerne findes. Jeg er ikke dum, jeg skal bare hjælpes. Jeg elsker min evne til at elske og føle med andre mennesker. Den er så helt altoverskyggende. Jeg arbejder på, bare at gøre den 'skyggende'. For jeg må ikke forsvinde til fordel for andre. Jeg må snarere leve og VÆRE til fordel for andre.
OmsorgsMis out.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.