Det er sådan en dag, hvor man har lyst til at iklæde sig kæmpe store solbriller på trods af, at solen ligger som en ært under tusind edderdunsdyner. Jeg var til 'Ulrik gives back' middag i går. Ulrik min gode gamle single pseudobror havde indkaldt de nærmeste til en treretters middag. For at forstå det exceptionelle i det, må man forstå at: 1. Ulrik er den yngste, babyen, i en familie med tre storesøstre og en storebror. Derfor har han altid været den lille ballademager under omsorgsvingen på andre. 2. Jeg har aldrig NOGENSINDE smagt noget mad Ulrik har lavet (joo én ting, en 'lagkage', som består af tre præfabrikerede ingredienser. Flødeskum, lagkagebunde fra Netto og rutebiler.) 3. Han er på ingen måde køkkentypen.

Men efter mange dejlige middage hos os andre havde han altså besluttet at nu var det pay-back-time, og havde derfor inviteret til treretters og vin, øl, sprut ad libitum. Første ret præsenterede han som 'Baywatch', fire forskellige slags orange-ish fisk på ristede stykker Vesterhavsrugbrød. Vi indtog retten mens David Hasselhof brølede 'Some people stand in the darkness / afraid to step into the light", så man virkelig følte at med denne ret løb man head first ud i brændingen.

Jeg sad mellem Clive og Bob. Det var en dejlig middag med indtil flere ophedede diskussioner og en runde 'Table of Trust' - selvfølgelig en af Ulles opfindelser. Facebook, religion og virksomhedsteambuilding blev diskuteret indædt. Clive var i sit gnavne og bitre hjørne. Bobben i sit obsternasige og hårdnakkede hjørne. Jeg var den, der gik på klingen og var på kanten og især Bob og jeg verbalt whiplashede hinanden på sædvanlig hadefuld maner. Ellers var der Twintowers (begge), Drypgåsen, Den Sure Bålpædagog og Luna.

Ulrik deler lejlighed i hjertet af byen med Nazisten, som vi ynder at kalde ham. Han er sådan en lidt gammel og afdanket playboy type, som spiller golf og solbrændt render rundt med bare fødder i loafers, og hvide Ralp Lauren polos med flipperne strittende op. En vaskeægte douche. Nazisten var dog i Grønland, så vi havde den kæmpestore lejlighed for os selv. For at komme ud på badeværelset skal man igennem Nazistens walk-in-closet, med helt imponerende mængder tøj, sikkert et par hundrede skjorter hængt i farveorden. En parade af de sidste tre årtiers moderædsler. Drengene gik ombord i tøjskabet og lavede modeopvisning i alt fra farverige tøfler, pastelfarvede loafers til farvebrølende Hawaii skjorter til en løs uformelig hørbuks. De lignede en bande af Miami Vice playboyfastelavnsboller.

Vi endte på min bar igen. Den ligger jo også lige om hjørnet fra Ulriks. Young Gun var ikke på arbejde. Jeg havde ellers lige dresset op i blid, hvid silkebluse puf og stram buks - mener selv at den mundering zappede fem år af mig.
Men her var det at Clive og jeg kom på glatis. Kender I det? At i bakspejlet kan man slet ikke huske, hvad der førte til det eksplosive skænderi. Hvilke knapper der indledningsvist blev trykket på. Hvad var det afgørende? Og selv når man er ædru igen, så ligger konklusionerne stadig hen i tilrøget dis. Vi skændes, blev gode venner igen og jeg kunne selvfølgelig ikke holde tårerne indenbords. Jeg er altid så soft når der 1) er alkohol involveret 2) en mand, der råber af mig.
Jeg sagde pænt farvel til alle, da make uppen var blevet noget udflydende. Twintower 1 inviterede i farvelkrammet med skægstubbe mod mit øre på kaffesnak i løbet af ugen. Det er den langhårede, han elsker drama og vil helt sikkert bare gerne have alle detaljer - og i øvrigt finde ud af hvad og om jeg har lavet noget med For Bekendt. Twintower 2 aka Stumtjeneren aka Muldyret skrev flere sms'er efter jeg var kommet hjem, om vi skulle drikke en fyraftensøl i løbet af ugen. Gad vide om de koordinerer dette med hinanden, så jeg ikke ender som ufrivilligt Al Queda fly, der torpederer begge tårne, til de styrter i grus. Nej, det er gas. Sådan en effekt har jeg alligevel ikke. Muldyret er dog stædig. Forstår sgu ikke hvad han har gang i. Han er jo stadig kæreste med porcelænsdukken.