Det er ved at blive en dårlig vane at skrive i dagbogen 2 gange på en dag, men ladheden hænger tungt på ryggen og forhindrer mig at skrive på noget konstruktivt.

Og så var der en lille rest luft jeg glemte at få ud (HA!.."lille"). Der er altid en lille rest der glemmes. Overses.

Min teori om at man kan blive fascineret af et menneske uden at have set det ydre, er nu endelig blevet bekræftet af eksterne censorer. En smule besat, kan man vel kalde mig. Og det er egentlig lidt fedt!
Nu da jeg aldrig har pralt med ikke at have nogen form for fantasi, kildrer det lidt hele tiden inde under hjernebarken. Fordi det er min første gang. Tihi...jomfru for anden gang!!

Men det er nok. Og alligevel ikke. Man er vel født i Nysgerrighedens tegn.

Der var een som pressede mig ind i den her sfære. Og jeg befinder mig egentlig fantastisk godt herinde, når man lige vænner sig til at pladsen er meget trang og at alt er i bevægelse. Mine fingre ryster en kende mere end de plejer, grundet alt for meget koffein og nikotin. Mine 2 bedste venner.
Dårlige bekendtskaber, ja..men de er sgu sjove at lege med!!

Der sker ikke meget herinde i verdensrummet. INtet nyt at fortælle, så besætningen er begyndt at opføre sig mistænkeligt. Er liiiiidt for glade for hinanden, antyder tendenser til normal adfærd i en chimpansefamilie med dertilhørende grooming og make up sex i tide og utide.
En del af de tilstedeværende er også blevet grebet i at tale med sig selv og røre ved sig selv på antikristne områder. " PuHA!"
Men hvad kan man forvente, når de ikke har været i kontakt med jordlignende væsener i mange år.

Jeg tror de keder sig. Jeg tror, at de er modne for nye stimulanser, men radiokontakten er mangelfuld og afstanden for stor til nogen form for indgriben. Kort sagt: de er overladt til sig selv.

Tiden skal slås ihjel. Og det er synd. Fordi den har ikke gjort nogen noget. Den trisser bare rundt og passer sig selv, som sådan nogle nu gør. Mobning! lynching! En grim ting.

Føler mig lidt som om jeg er den eneste impuls inde på dette cybersted. Alle andre er ude og leve. Og jeg sidder bare her og bliver mere rastløs og mere usammenhængende.
PLOP-----og pludselig er jeg sprængt i små atomer. Små skabagtige og hensynsløse mikroorganismer med egen vilje og egne formål. En summende kube.
Og der var een der i det samme løftede lidt på låget. Af ren nysgerrighed.

PISssssssssssssssssss...