Jeg er vist blevet afhængig.
Jeg TROR, at jeg er blevet afhængig.
Nej,....jeg ER sgu blevet afhængig.

Den inviterende summende lyd, når jeg trykker på knappen. Den lokkende skærm der blinker forførende til mig og lover mig guld og grønne skove uden garanti.
Den kildrende fornemmelse, forventningens eufori, der enten kan vippe til den ene eller den anden side og hive mig med ned i faldet, ned til en ukendt skæbne, en ukendt afgrund uden tænder, uden synkebevægelse.

Jeg er i dens magt, nr. 1000 i haremmet, danser jeg i bar mave og svinger min nytændte smøg sløvt fra side til side til en ordløs melodi.
bibib..bibib...som smør i øret, som flydende margarine, der langsomt stivner og materialiseres.

Jeg har aldrig været afhængig af noget eller nogen. og den kom kravlende i lyet fra en skygge. TRæd aldrig ind i en skygge. Du ved aldrig hvad du får med ud derfra.

Og når afvisningen kommer, blegner jeg forpustet, indrømmer det næppe, men krakeleringen er en kendsgerning.
Mens jeg skælder på mig selv, kigger ud gennem den mangefarvede dis af patchwork, ser jeg en gruppe skygger, omklamrende til hinanden. Med den samme afvisning hængende over sig og jeg går derover, putter mig tæt ind til dem og venter til abstinenserne forsvinder.