Klokken er næsten halv fem og det er endnu ikke lykkedes mig at falde i søvn. Jeg skal ikke noget specielt i morgen. Ud over at jeg gerne vil have en normal dag, med normal produktivitet. Hvor jeg ikke henfalder til lange middagslure fordi jeg overhovedet ikke har sovet om natten. Morgenlyset er allerede begyndt at trænge ind i min stue. Og jeg kunne sagtens spise morgenmad. Jeg kan igen høre stakkels Palle hoste - og før jeg kunne høre ham hoste, kunne jeg høre ham snorke. Så lidt søvn har han dog fået. Men med en så højlydt og tung snorken kan det næppe være den den helt dybe, fulde og udhvilende søvn. Indeni Palles krop arbejder tusind små kulminearbejdere med at skovle grus i maskineriet og holde dampen oppe på rygerlungerne i et slidt gammelt damplokomotiv.
Mmm jeg er virkelig sulten. Havregrød? Eller ristet rugbrød? Eller en lun bolle med flødehavarti? Måske bare en kop kaffe eller chai? Jeg elsker min morgenmad. På alle tidspunkter af døgnet. Det bliver chai og en bolle med flødehavarti - jeg er ikke tilnærmelsesvis træt. Jeg bryder mig ikke om at være natteravn, det gør jeg virkelig ikke. Og hvorfor jeg ikke er træt begriber jeg ikke. Jeg skal til at dyrke noget motion, så tynger kroppen træthed så rart i lagnerne.
Har jeg fortalt at moster K, farmors søster, er blevet helt kuk kuk? Hun er blevet indlagt på psyk. Forleden fortalte hun sine to sønner med fortrolig stemme, at hun lige havde købt Mærsk dynastiet for 900 millioner. "Det var sørme en god handel, mor", kom det tørt fra sønnerne efterfulgt af et skævt smil, som blot var det triste udtryk vredet ud af facon. Fordi hun har brugt hele 900 millioner kr på at erhverve sig Mærsk, og fordi hun tror, at de mod hendes vilje, har tjekket hende ind på et dyrt hotel, vil hun nu ikke tage føde til sig. "Nej, et halvt stykke rugbrød koster 100 kr herinde", hvisker hun med sin hæse bestemte stemme, "så har jeg ikke råd til tøj". Moster K har altid været en overdådig tøjshopper. Nu får hun føden intravenøst. Farmor græder i telefonen mens hun fortæller, men af og til kommer hun også til at le ad situationens absurditet. I takt med at onkel Mogens kommer sig efter sit slagtilfælde, er mosters psyke spiralleret ned i et sort dyb. Nu er han snart parat til at komme hjem - og det til et nyt hus - for det lykkedes dem jo at sælge det gamle lige præcis dagen før onkel Mogens faldt om, men Moster er slet ikke rask nok.
........
Jeg er lige kommet hjem fra en tur på vaskeriet. Sten har nu malet hele vaskeriet i den af mig anviste nuance af laksefarvet. Jeg er allerede en slags helt i hans øjne - og han satte sig ned på trappetrinet ved siden af mig og fortalte med fortrolig og lav stemme lidt af vaskeriets dybeste hemmeligheder. Som at automaten ikke tager hundredekrone sedler - den synes, de er for tykke. Og så havde han også et par kommentarer om danskernes brokkultur. Da han smuttede satte jeg mig op i vinduet og læste i min bog. Ind og ud kom mange mærkværdige mennesketyper, med mange slags pletter og smuds. Især en dame fangede mit øje. Flipflops. Røde mumlebukser. Lang cardigan i et højtråbende mønster. Jeg troede først at det var et teatergebis, hun havde stukket ind i flaben. Men nej, det var verdens mest graverende overbid - tænder der nærmest lå vandret i munden. Og i tillæg til det en frisure, der foroven lignede en Elvisparyk, men i nakken en tilvoksning som ville lade Bundesligaen grønne af misundelse. Det var en rendyrket ten-ninety eller på tysk vorne kurtz, hinter lang, forkortet; Vokuhila. På svensk ville man kalde det Hockey frille. På dansk siger vi vist bare tyskerhår!