La Sorciere stirrer ned på mig med sine fede letadskilte læber. Håret hænger sort omkring det ene øje som stirrer på mig mens skikkelser vrider sig i helvedesild bag hende. Jeg roterer i sengen. Skiftevis sveder og fryser jeg, mine fodsåler brænder op og de søger hele tiden op på det kølende savsmuldstapet. Sengen rykker sig ud fra væggen og åbner en sprække ned til jordens indre. Min dyne forsvinder ned i det knugende mørke som damper op dernede fra. Billeder vælter rundt mellem hinanden, filtrer sig ind i lagnerne, sammen med mig. Vælter frem fra mørket under mig. Ord og fragmenter og fiktioner sveder ud af mine porer og skvulper rundt som vragstykker på det krøllede hvide hav. Min hud klæber til mig som en brændende tør dragt. En lille piges hævngerrige mantra, gentaget om og om igen. Min hjerne er en diasfremviser, min dyne er et canvas og dynen er inde i mit hoved. En komprimeret fornemmelse. Et shot af hud trukket ned over et kranie, som en nylonstrømpe. To huller til øjne. Den cirkelrunde apati trækker tuneller helt ind i knoglemarven. Sprækkerne åbner sig overalt omkring mig, de siver ind på kavasset. De hængende jakker spejler sig i spejlet set gennem en dør som står på klem. Den anden sprossede dør står halvt åben og det er nu ind gennem den at La Sorciere stirrer ned på mig med et rødt klæde trykket mod sit bryst. Den anden dørsprække er for enden af gangen. Den stod ikke åben før, men nu har den åbnet sig som en sprække ind til et fravær, ind til en uredt og forladt seng. Ind til en anden persons støvede liv. Det er det rum jeg aldrig har set. Kun gennem sprækken. Feberen får hele tiden dørerne til at åben og lukke sig. Det er aldrig den samme sprække. Det er altid en ny slids af mørke uldne konturer. Febervild kommer jeg til mig selv, smører mine fødder ind i kamfer, som kølende sokker. Jeg falder endelig i en lindrende søvn.
Jeg vågner igen kl fire i nat med følelsen af et reb snærende om halsen, men også inden i halsen kan jeg føle en friktion hver gang vejrtrækningens tovværk hiver i lungerne, hiver og slider og skurrer mod de tørre slimhinder og truer med at trække lungerne helt op som en tætsluttende prob i svælget. Jeg kratter mig ud af sengen og med skrotrustne sammenrimpede led rager jeg rundt i mørket efter den flaske cognac, jeg brugte til at flambere hanerne med. Skænker mig en lille en, der lægger sig som en godgørende helvedesild omkring rebene i min hals. Lidt luft giver det også til næseborene og selv den fortættede vat i min hjerne slappedes lidt. Jeg sover derefter til kl 8. Jeg forsøger at gemme mig for solens gennemborende spyd, jeg vil blive i et kølende mørke. Min krop kan ikke klare at blive brændt en gang til.

Jeg skrev dette i går nat/morges. Jeg har været syg men er langsomt ved at komme ovenpå igen.