Kirsebærtræet på vores vej blomstrer lyserødt, mens rimfrost har lagt sig som et sprødt gitter på bilerne på gaden. Alt ånder forvirring. En iskold vinds lange negle flår i poserne under øjnene, og følger med én ned i tunellerne som et frossent spøgelse. Ansigtet udtørres og skaller af i flager som pudset på et gammelt hus.

På spidse hæle vaklede jeg fuld hjem fra Church Street i går nat. Fuldmånen hang over mig som et bleg-hvidt æble og udstillede min ynkelige brandert og min vaklende selvtillid i et hånligt teatralsk-romantisk skær. Jeg krydsede mine vantebeklædte fingre, bad til det store hvide æble, de højere magter, til spøgelser, ånder og skytsengle om at hjælpe mig videre. Gi' mig et tegn, ræk mig en hånd, eller udslet og opløs mig helt. Men det eneste fuldmånen og mine fuldemandstårer bragte mig, var et vådt, rødt og ophovet ansigt. Vejen føltes uendelig og øde, flise for flise, langs mørklagte parker gitret inde bag smedejern. Langt væk derinde hvirvler eventyrlysten og forventningerne rundt sammen med de nedfaldne blade, jeg så det gennem hegnet. En rød telefonboks med småsprossede duggede ruder stod på et hjørne gotisk belyst af både gadelys og måneskin. Måske jeg skulle være gået ind i ikonet, taget røret og spurgt "Is there anybody out there?". Da jeg kom hjem trak det ind fra alle sider, jeg lagde mig ned og sov med klaprende tænder og vågnede op med hjertebanken og tyndslidt vædskefyldt hud, der strammede over øjnene.
En uskyldig kaffe i skrøbelige stel på en tuttenuttet mormor-café, der udviklede sig til bristede illusioner og et vaklende mareridt. Det var igen mig og Kadi on a rampage. Hun forlod mig at The Drop, apropos, med en køn, men blæst 25-årig. Jeg blev selv stalket af en Irsk hobbit (der er så mange høje flotte engelske mænd, hvorfor møder jeg kun hobitter.... jeg gider ikke hobitterne), som jeg gav mit nummer, fordi han var kunstner og interessant at snakke med, men ikke fordi han skulle tro jeg ville danse tæt, følges hjem eller ringes op midt om natten. Måske derfor følte jeg trang til både first og second breakfast i hobitstil da jeg vågnede, toastet, scramblet, well-done og too-much, og spenderede resten af dagen med at føle mig som en vingummibamse, der har ligget i blød i vodka. I morgen vil jeg sende mit vædskefyldte korpus på en lang løbetur.

I dag var jeg med turtelduerne på Portobello Road. De købte grimme T-shirts og souvenirbras og sofistikerede mig, købte en secondhand bog til en god pris. Ynglings forfatter Cormac McCarthy "The Border Trilogy", nu hører jeg Pink Floyd og er pisse-melankolsk. Cormac skriver "let's not have a funeral until we got something to bury".

Det her indlæg er lige en intermezzo, før næste jobmaraton. For at skrive jobmaraton, skal jeg være i godt humør og det er jeg ikke i dag.