Kære Zoobraffe:)

Jeg holder mange mennesker beskæftiget. Fire, faktisk. Egentlig begyndte det hele denne gang på grund af mine kragetæer. Muligvis er noget af det et underligt sammentræf. Om ikke andet undrer jeg mig, mens jeg gør mit bedste for at holde mund. Jeg er kommunalt overforkælet, tak for det, og alle vil mig det godt. De arbejder en hvis legemsdel ud af bukserne, fordi de ved jeg bliver depressiv af ikke at arbejde.

Sidste onsdag tog jeg til fitness, men allerede inden jeg havde kæmpet mig ned til centret, vidste jeg at jeg langt fra kunne leve op til mine egne forventninger. Jeg besluttede at jeg bare ville sætte et kryds på listen og gå igen. Jeg var ikke på listen, det sker indimellem. Så skriver man bare neden under listen og siden der var plads nok, skrev jeg hvornår jeg var ankommet og hvornår jeg var gået igen, man er vel en ærlig zebraffe og jeg hader at blive opdaget i en løgn, det er så pinligt.

Altså fem minutters træning. Faktisk var den eneste træning jeg fik lidt håndleds- og fingersmidighedsøvelser ved at skrive samt to rustne stemmeprøvelser ved indgangen; ”hej” og ” vi ses.” Altså, det skrev jeg ikke, kun tidspunktet. Det så lidt underligt ud, og jeg skrev derfor i parentes; forklaring følger. Og snøftede hjemover. Jeg orkede ikke at tale med min træner, da han ringede et par timer senere, jeg var syg for pokker da. Så fik jeg en lang SMS om, hvorfor jeg ikke var på listen – jeg tror, han troede der var et ? efter (forklaring følger). Måske troede han jeg var blevet sur og derfor gået. Nok har jeg temperament, men også en meget høj bagatelgrænse.

Det viste sig så, at min tid var udløbet. Vi enedes om at mødes fredag – over telefon om nødvendigt. Senere på dagen, altså onsdag, tjekkede jeg mail, og der lå en fra min sagsbehandler. Om jeg ville på kursus? Jeg skrev at jeg er med på den værste og forklarede hvilke jeg har været på. Skrev hvad jeg syntes om den slags kurser – specielt det jeg havde været på. Slettede det værste, selvom det var ædende sarkastisk ondt og sjovt at skrive – det om Dupont og Dupond – og skrev noget andet og mere sagligt om deres kursus.

Fredag holdt min fysioterapeut-træner-i-privat-firma-hyret-af-kommunen og jeg telefonmøde. Vi blev ret hurtigt, faktisk helt med det samme, enige om, at jeg hellere måtte gennemgå endnu et forløb. Jeg kunne jo risikere et tilbagefald både psykisk og fysisk. Vi enedes også om, at det var lettest at han – også på grund af min fysiske tilstand og fordi det er den normale kommandovej – at han kontaktede min sagsbehandler. Og jeg bare skulle komme i denne uge, selvom jeg var udløbet, det var helt ok.

Senere samme dag fik jeg en mail fra min sagsbehandler i anden anledning. Det var Dupont og Duponts kursus på en selvejende institution, tidligere amtslig, hun mente, men det skulle jeg selvfølgelig ikke på, når jeg havde været der og ikke synes det passede til mig. (Tør svagt antydes. Jeg tror deres målgruppe består af 15 personer!) Så de kommer ikke til at tjene mere på mig. Jeg var så lettet, at min feber faldt.

Om jeg ville have en jobkonsulent, hyret på en anden kommunal institution? Ja, Zoo, de betaler også til hinanden. Siden jeg havde kritiseret ideen med Dupont og Dupond, jeg vidste jo ikke det var deres kursus hun mente, og jeg tidligere har sagt ”NEJ” til ideen med denne jobkonsulent, turde jeg ikke sige nej igen. Jeg ville i så fald lyde som om jeg bare vil undgå arbejdsmarkedet, men der er ikke et sted jeg hellere vil være.

Så jeg forklarede blot, at en jobkonsulent på det pågældende sted ville føles noget akavet og hvorfor. Zoo, det er mine tidligere kolleger. Jeg var projektansat til at udvikle deres hjemmeside! Jeg ved hvordan man taler sammen i pauserne, det gør man på alle arbejdspladser. Det skrev jeg dog ikke, i stedet sluttede jeg af med at sige, at det var op til min sagsbehandler, altså afsenderen, at vurdere. Og så spurgte jeg, om en jobkonsulent er det samme som en virksomhedskonsulent, for sådan en fik jeg jo i efteråret.

Så holdt vi alle tre weekend, virksomhedskonsulenten sandsynligvis også. Forhåbentlig da. Jeg grublede en smule over forskellen på de to slags konsulenter, lidt nysgerrig er man vel altid. Og håbede min sagsbehandler ville vælge mit forslag til jobkonsulent i fald hun stadig mente jeg skulle tilknyttes min tidligere arbejdsplads som ”borger”. Det er det klienter hedder nu om dage. Det er ligesom fra åndssvag til evnesvag til udviklingshæmmet. Ord bliver negativt ladet, og så bruger man tid på at finde et nyt.

I går ringede min træner for at fortælle, at min sagsbehandler var enig i at jeg skulle fortsætte. Han lød glad, så har han da endnu en borger til at se godt ud i regnskabet – måske i 12 uger. Jeg var ikke helt så glad, jeg vil gerne fortsætte, men jeg har ikke været der siden 23. december. Det bliver et ømt gensyn med de maskiner.

I dag mailede min sagsbehandler, at jeg har fået en jobkonsulent på min tidligere arbejdsplads. Han vil kontakte mig en af de nærmeste dage. Lidt senere sendte hun en anden mail for at meddele mig, at jeg kunne fortsætte på mit fitness-kursus. Jeg sendte et samlet svar, nævnte lidt om ulemperne ved at sende mig ud til den nye jobkonsulent, og så kunne jeg ikke længere nære mig. Jeg skrev at min træner allerede har kontaktet mig om fortsat fitness. Og spurgte igen, hvad forskellen er på en virksomheds- og en jobkonsulent.

Jeg gør mit bedste, jeg ved de vil mig det godt, og at de er dygtige og nok skal hjælpe alt det de kan, men det er altså mit liv. Jeg har lyst til at skrige; Ved I hvad venner, hvis nu bare I satte mig i spidsen for disse kommunikationsgange, så ville det hele være lidt lettere. Jeg har tid til at være tovholder, og jeg er nok den bedst egnede af os, når det kommer til stykket. Jeg er ikke idiot og det handler trods alt om mig! Men jeg er ledig fleksjobber, så jeg har bare at holde mund ellers bliver det indviklet.

Bare husk dengang jeg selv insisterede på at forhandle løn, sådan et kaos på mailen – der var fire personer involveret, og det var så klokkeklart, hvad jeg efter reglerne minimum skulle have og fik. Jeg kunne ikke drømme om at være grisk, jeg vil gerne have et arbejde. Selvom ham der den kommunale chef på lønningskontoret var en toughie. Men når ens forbund ikke er med i en lokalaftale … ja så gælder den altså ikke for medarbejdere fra pågældende forbund.

Faktisk kunne vi havde været fem i den affære, men min daværende virksomhedskonsulent synes, da bare det var fedt at slippe for arbejdet. Min konsulent i Journalistforbundet undrede sig til gengæld over, hvorfor han skulle involveres, han havde jo fortalt mig hvad jeg mindst skulle have. Zoo, er det normalt ikke sådan at en kommende medarbejder forhandler løn med sin kommende chef? Eller mister man bare sin personlige vurdering og selvstændighed et sted undervejs i ens sagsmappe?

Jeg har lige fundet en svarmail fra min sagsbehandler om det der med virksomheds- og jobkonsulent. Min træner har tidligere indrømmet at han heller ikke aner det. I mailen stod bare, at den ene havde meget travlt, så derfor skulle den anden involveres. Måske er der ingen, der ved hvad forskellen er.

;)

Zebraffe

PS. Penicillinen virker efter planen.

PPS. Gåde til dig. 96 og 130. Hihi.

PPS. Har jeg været gnaven, selvmedlidende eller arrig siden årsskiftet?

PPPS. Jeg slettede afsnittet om fantasten med de blyfri vandhaner:)