Kære Zoobraffe:)

I måske et år, måske halvandet, jeg ved det egentlig ikke præcist, har jeg været så depressiv, at jeg har fået ros for overhovedet at møde op hos lægen. Og endda for at kunne huske og aflevere et telefonnummer på en person, de kunne ringe til for hvis nu lige ... Som månederne gik, fik jeg ros for igen at kunne tjekke mail og senere for at turde tage telefonen. Postkassen kniber det stadig med.

Siden jeg intet overskud har haft alt for længe uanset hvad, har mine julegaver i mange år bestået af to konvolutter til familiens samlede børneflok (nu på 18 og 21) Lige til at overse, selv når man ikke engang kan overse sig selv. Ungerne mangler udelukkende ting, der er for dyre til at nogen af gavegiverne kan give det hele. Og de bruger pengene på disse ting. Så det er fint nok.

Desuden er udfordringen næsten for tæt på noget jeg faktisk kan overse. Efter et par dages visualisering af enhver detalje i operationen, tager jeg i banken og klarer sagen. Når jeg kommer hjem tager jeg en lur på syv timer. Ugen efter fremskaffer jeg julekort med konvolut til at omgive sedlerne efter samme manøvre. Og så er det jo tid til at tænke på at jeg snart skal vaske mit pæne tøj, eventuelt købe nyt, stryge det, tage det på og om muligt også have fremskaffet en buket til værterne. Så er december gået.

For nogle år siden gik jeg pludselig fallit midt i det hele, træls ja, men man har hvad man har. Punktum. Ingen gaver til voksne fra mig. Jeg får stadig gaver og penge til de ting, jeg ønsker, fra alle voksne, for jeg er et meget forkælet menneske. Disse penge smider jeg så ind i mit madbudget for at betale for de to konvolutter med indhold. Men det er det værd; bedre at pengene bliver brugt på noget sjovt af en ung, livsglad og søgende person. For det er præcist hvordan jeg synes det skal være; specielt når jeg nu ikke selv orker andet end at glo på en hvid væg.

Men lige i dag har jeg egentligt haft det fint. Og her i aften har jeg planlagt julegaver til alle– ud over konvolutterne til ”ungerne.” Syv gaver til syv forskellige mennesker, hov også en hund, der kun kan lide knækbrød. 150 kroner bliver det max. I alt. Men det er med aldeles rettidig omtanke og alt for sjælden omhu. Mest af alt med – med mere end jeg tror modtagerne aner – kærlig hilsen.

:D

Zebraffe

PS. Det føles som om jeg skal aflevere syv stykker af mig selv – og et stykke knækbrød. Men det er vel også rigtigt. Jeg har bare glemt hvordan det er … jeg køber dem i morgen inden energien fordufter en gang til.

PPS. Hvor fanden køber jeg fartstriber? Nå, jeg kan vel lave nogle af en refleksbrik.

PPPS. Jeg elsker dig.