Kære Zoobraffe :)

Jeg har været temmelig træt af mig selv i dag. Det var for åndssvagt at blive så bange i går aftes, men jeg var uforberedt. Jeg skulle være gået hen til den overfulde hjemløs-udseende mand på banegården for at tjekke om han var E. Bare fordi min søster spottede ham i et indslag om hjemløse nogle år tilbage, behøver han jo ikke at være det nu.

E lever forhåbentlig et godt liv nu, får tonsvis af medicin i stedet for litervis af alkohol, er blevet sød og rar og har lært at man ikke kan forlange at andre redder en fra sig selv, og da slet ikke samtidig med at man forsøger at dræne ethvert initiativ ud af den anden ved dag for dag at nedbryde vedkommendes selvtillid og personlighed. Imens man selv mere og mere vanvittig, til sidst aggressiv og endda voldelig et par gange, bare fordi den anden nægter at lade sig udradere.

Jeg stak af fra ham, jeg håber han er holdt op med at stikke af fra sig selv. Jeg håber også at dette nye gode liv foregår et sted meget langt væk.

…

Zebraffe

PS. Og det her skulle have været en selvironisk dagbog. I morgen …

PPS. Jeg elsker dig.